Finske nationalister vinder knockoutsejr

Det finske nationalistparti Sannfinländerna - De Sande Finner - får en jordskredssejr ved valget i Finland søndag og bliver tredjestørste parti. Partiet får 39 mandater. Det er 34 flere end ved sidste valg.

Næsten hver femte vælger stemte på partiet, der er EU-kritiske og imod, at Finland går med i Nato. Desuden arbejder partiet for en stram indvandrerpolitik og vil af med svenskundervisningen i finske skole.

Største parti bliver det liberalkonservative Samlingsparti, der får 20,4 procent. Næststørste parti bliver Socialdemokraterna med 19,1 procent.

Sannfinländerna får 19,0 procent og har næsten femdoblet sin stemmeandel i forhold til valget i 2007.

Centerpartiet, der vandt valget for fire år siden og har haft statsministerposten, går tilbage og får 15,8 procent.

- Tak. Vi vandt både valget og alle målingerne. Vi er gået frem uden ret mange penge, men med hårdt arbejde, siger Timo Soini, formand for Sannfinländerna.

Mandatmæssigt bliver Samlingspartiet størst med 44 pladser i Riksdagen, Socialdemokraterna får 42.. Fintælling kan dog ændre fordelingen lidt.

I Finland er det lederen af det største parti, der bliver statsminister, og det indebærer, at Samlingspartiets formand og nuværende finansminister, Jyrki Katainen, overtager posten som statsminister.

Den mest sandsynlige udgang af valget er, at Samlingspartiet, Socialdemokraterna og Sannfinländerna danner regering, siger iagttagere til finske medier.

Resultatet viser, at Vänsterforbundet får 8,1 procent, De Grønne 7,2 procent, mens Svenska Folkpartiet, der repræsenterer de svensktalende finner, får 4,3 procent.

Politiske iagttagere siger, at en af de vigtigste årsager til Sannfinländernas store fremgang er utilfredshed med den økonomiske udvikling i de seneste par år, hvor der er gennemført sociale nedskæringer.

Valgdeltagelsen var 70,4 procent.

/ritzau/FNB

Finlands nationalistiske parti De Sande Finner vinder stor sejr og er tredjestørste parti.

Offentliggjort Sidst opdateret