Fintællingsgyser i Sverige: Mandat svinger frem og tilbage
I Sverige fintælles der onsdag stemmer. Før fintællingen skilte syv stemmer Centerpartiet fra at tage et mandat fra Sverigedemokraterna. I løbet af dagen har mandatet skiftet hænder to gange. Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Onsdagens fintælling af stemmer kan afgøre det svenske riksdagsvalg. Mandat har skiftet hænder flere gange.
Efter den første, foreløbige optælling af stemmerne ved riksdagsvalget i Sverige i søndags lå et af mandaterne og svævede på kanten mellem Sverigedemokraterna og Centerpartiet.
Blot syv stemmer afgjorde, at mandatet tilfaldt Sverigedemokraterna.
Onsdag er fintællingen begyndt, og mandatet svinger frem og tilbage.
Klokken lidt over 12 oplyste det svenske nyhedsbureau TT, at mandatet var skiftet fra Sverigedemokraterna til Centerpartiet. Da var 7270 af de forventede cirka 200.000 stemmer, der ikke indgik i resultatet søndag, optalt.
Klokken 12.30 var mandatet tilbage i hænderne på Sverigedemokraterna.
Bunken af stemmer, der mangler at blive talt, består ifølge Expressen blandt andet af stemmer fra udlandssvenskere og sent indkomne stemmer.
En del svenskere afgav således på valgdagen i søndags deres stemme i et særligt indrettet lokale i hver kommune, selv om de var hjemmehørende i en anden kommune.
Det gælder eksempelvis lederen af Sverigedemokraterna, Jimmie Åkesson, der stemte i Stockholm, selv om han hører hjemme i Sölvesborg.
Og alle disse stemmer indgår også først i fintællingen.
Derudover skal de stemmer, der i første omgang er blevet kendt ugyldige, granskes. Her er der traditionelt en del stemmer, som bliver godkendt.
Det kan dreje sig om helt op til 20.000 stemmer, der alligevel bliver godkendt. Og de kan blive afgørende for valgets udfald, skriver Expressen.
Forud for fintællingen havde den rød-grønne blok med Socialdemokraterna og statsminister Stefan Löfven i spidsen to mandater mere end den borgerlige blok - 144 mod 142.
Sverigedemokraterna, som ikke indgår i blokkene, havde 63 mandater.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned