Fire døde efter færgeforlis ved Sumatra

Fire mennesker er omkommet, mens 292 er samlet op fra det urolige hav, efter en færge søndag sank ud for den indonesiske ø Sumatra.

Tallene er indsamlet af myndighederne på øen Karimun nær Singapore, hvor færgen Dumai Express forliste på grund af dårligt vejr.

Færgen var på vej mod Pekanbaru i Riauprovinsen, da den gik ned omkring klokken 10 lokal tid.

Der er store bølger og kraftigt regnvejr i området, og det er svært at nå frem til området på grund af det dårlige vejr.

Der bor 234 millioner mennesker i Indonesien, der består af 17.000 øer. Derfor er landet stærkt afhængig af færger og skibe, der har ry for elendig sikkerhed. Så sent som i januar døde op mod 335, da en færge sank ud for øen Sulawesi.

/ritzau/AFP

En færge synker under uvejr ud for Sumatra. Det lykkes at redde 292 passagerer i sikkerhed, mens fire omkommer.

Offentliggjort Sidst opdateret