Fire døde i luftballonulykke i Slovenien

En luftballon fuld af turister styrtede torsdag ned og brød i brand lidt uden for Sloveniens hovedstad, Ljubljana.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire mennesker er omkommet og 28 kvæstet, heraf seks alvorligt, oplyser slovenske myndigheder.

Ballonen styrtede ned omkring klokken 8:00 om morgenen lokal tid nær byen Ig, der ligger omkring 12 kilometer syd for Ljubljana.

- De første fund indikerer, at ulykken skete på grund af pludselige kraftige vindstød tæt på jorden, der gjorde det svært at styre ballonen, siger Roman Rovancek, der leder efterforskningen.

Der var umiddelbart ingen yderligere oplysninger om de omkomne, men blandt de sårede er to britiske statsborgere og to italienere, siger Maja Adlesic, der er talskvinde for politiet.

En talsmand for kriseberedskabet i byen Ig, oplyser til tv-stationen, at en læge, der ankom til stedet "fandt fire forbrændte lig".

Endnu har myndighederne ikke oplyst, hvad der forårsagede styrtet, men den slovenske tv-station STA siger, at ballonen ramte et træ under en storm og derpå brød i brand. En anden ballon landede sikkert et stykke derfra.

- Der var stormvejr i området på det tidspunkt, hvor ulykken skete. Ballonerne forsøgte at lande, men blev kastet omkring af de stærke vindstød. Derefter gik der ild i en af dem, siger et øjenvidne til siol.net.

En af de sårede fortæller til nyhedssitet 24ur, at den gondol, som passagererne befandt sig i, ramte jorden med så stor kraft, at nogle af passagererne faldt ud. Derpå løftede ballonen sig atter, men denne gang var den i flammer, siger den kvæstede mand.

Der var 32 passagerer om bord i luftballonen, heriblandt tre børn og ikke seks, som politiet tidligere havde oplyst. Det er uklart om nogen af børnene har mistet livet.

21 passagerer er indlagt på hospitalet. Otte af dem i kritisk tilstand.

/ritzau/AFP