Fire døde i oversvømmelser i Italien

Foto: Claudio Giovannini /Scanpix

Store oversvømmelser i Italien har kostet fire mennesker livet, og der er mere regn på vej, advarede myndighederne tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre ansatte i det statslige energiselskab Enel døde sent mandag, da deres bil kørte over en bro, der kollapsede. Inden da var en 73-årig mand druknet i sin bil, da den blev fyldt med vand fra en flod i Grosseto-provinsen i Toscana.

Det voldsomme regnvejr og de efterfølgende oversvømmelser har skabt store problemer for trafikken i dele af det centrale Italien.

Meteorologerne advarer om, at der kan komme nye regnskyl torsdag, som fortsætter hele weekenden. Det ventes især at ramme det sydlige Italien.

/ritzau/dpa