Fire dør i cykelbatteribrand nummer 108 i New York i år
Brandvæsenet i New York advarer om et "tårnhøjt" antal anmeldelser af brande forårsaget af litiumbatterier.
Fire mennesker har mistet livet i en bygningsbrand i New York City forårsaget af et litiumbatteri til en elektrisk cykel.
Det oplyser New Yorks brandvæsen tirsdag.
I samme ombæring advarer brandvæsenet om et "tårnhøjt" antal anmeldelser af netop sådanne hændelser.
Branden brød ud natten til tirsdag lokal tid på et værksted for elektriske cykler og scootere i stueetagen af en bygning i Chinatown.
På et pressemøde fortæller byens brandkommissær, Laura Kavanagh, at fire mennesker er døde, mens to andre er alvorligt såret.
- Det står klart, at denne brand var forårsaget af litiumbatterier og elektriske cykler, siger hun.
Brandkommissæren tilføjer, at det pågældende cykelværksted tidligere er blevet anmeldt for brud på sikkerheden.
Ifølge brandvæsenet er tirsdagens brand den 108. af slagsen i New York indtil videre i år. I alt har 13 mennesker mistet livet, mens 66 andre er kommet til skade i de mange batteribrande.
I april blev en 19-årig kvinde og hendes syvårige lillebror dræbt i en lignende bygningsbrand i New York-bydelen Queens.
Brande relateret til elektriske cykler og scootere i New York er vokset eksponentielt i de seneste år fra 44 i 2020 til 220 sidste år.
Antallet af brande er vokset i takt med populariteten af elektriske cykler blandt byens indbyggere. Særligt byens mange bude bruger cyklerne til at levere mad.
Batterier er mere tilbøjelige til at gå i brand, hvis de er af dårlig kvalitet eller ældre dato.
Ifølge brandkommissær Laura Kavanagh kan der opstå så megen ild, når batterierne antændes, at det ofte kan være for sent at nå at reagere.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned