Fire dræbt under voldelige sammenstød i Kairo
Fire personer har mistet livet i nye sammenstød mellem tilhængere og modstandere af Egyptens afsatte præsident, Mohamed Mursi.
Hovedstaden Kairo danner mandag endnu engang ramme om voldsomme demonstrationer, og ud over de fire dræbte er 26 andre ifølge nyhedsbureauet AFP blevet såret.
I sammenstødet kastede de to grupperinger sten og fyrværkeri på hinanden, mens de egyptiske sikkerhedsstyrker brugte tåregas mod demonstranterne for at sprede dem.
Adskillige Mursi-tilhængere er blevet anholdt, og sikkerhedsstyrkerne har angiveligt konfiskeret to pistoler fra dem. En af nyhedsbureauet Reuters korrespondenter så også to anti-Mursi demonstranter med hjemmelavede pistoler.
Et par hundrede Mursi-tilhængere var angiveligt på vej til den centrale Tahrir-plads, der har dannet rammen om demonstrationerne i adskillige uger.
- De skød mod os med haglgevær og pistoler. De forsøgte at overtage pladsen, siger 41-årige Tarik Sabir, der selv blev ramt i låret af hagl, til Reuters.
Demonstrationerne har stået på siden begyndelsen af juli, hvor Mursi-modstandere op til præsidentens årsdag i embedet forlangte, at han trak sig fra posten.
Siden den 3. juli, da militæret fjernede Mursi fra præsidentposten, har Mursi-tilhængere krævet, at landets første demokratisk valgte præsident bliver sat tilbage i embedet.
Omkring 100 personer har mistet livet i de voldelige sammenstød, der har fundet sted siden militærkuppet.
Langt de fleste har tilhørt Det Muslimske Broderskab, som Mohamed Mursi har tilknytning til gennem dets politiske gren, Friheds- og Retfærdighedspartiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde