Fire dræbt ved bilbombe i Mogadishu

Der er eksploderet en bilbombe uden for udenrigsministeriet i Somalias hovedstad, Mogadishu. Selvmordsattentatet kommer to uger efter, at en anden bilbombe eksploderede foran regeringsbygninger i byen og dræbte mindst 70 personer.

Mindst fire personer, heriblandt bombemanden, er blevet dræbt ved tirsdagens attentat, oplyser politiet. Seks er blevet såret

Attentatet fandt sted samtidig med, at Kenyas udenrigsminister og forsvarsminister er i Mogadishu for at føre samtaler med den somaliske regering. Dette sker i forlængelse af, at Kenya søndag indledte militæraktioner i det sydlige Somalia rettet mod den islamiske oprørsbevægelse al-Shaabab.

Det var samme al-Shaabab, der stod bag den bilbombe for to uger siden rettet mod regeringsbygninger i Mogadishu, der dræbte mindst 70 mennesker og sårede 50.

Kort efter bilbomben for to uger siden truede al-Shabaab med nye terrorangreb i Mogadishu.

- Vi lover, at angreb på fjenden vil være hverdagskost. De vil blive flere i antal, og dette antal vil stige dag for dag, sagde talsmanden Ali Mohamud Rage i en tale, der blev udsendt på oprørsbevægelsens egen radiostation, Al-Andalus.

Ingen har endnu taget skylden for bilbomben foran Somalias udenrigsministerium tirsdag.

/ritzau/AP

Ny bilbombe rammer regeringskvarteret i Somalias hovedstad to uger efter bilbombe, der kostede 70 livet.

Offentliggjort Sidst opdateret