Fire filippinske børn er druknet, og et femte barn savnes, efter at de blev taget af strømmen i en af landets mange oversvømmede floder.
Børnene var på vej hjem fra skole og skulle krydse en flod, der var gået over sine bredder i Iloilo-provinsen, fortæller leder af redningstjenesten Benito Ramos.
Beboere i landsbyen Barotac Viejo fandt tirsdag ligene af de fire børn, hvoraf tre var søskende. Et femte barn er stadig savnet.
Iloilo og andre centrale provinser i Filippinerne er hårdt ramt af oversvømmelser efter to dages massive regnskyl i forbindelse med en storm, der hærger landets sydøstlige kyst.
Stormen, der har fået navnet Banyan, forventes at gå i land i den sydlige provins Leyte, der ligger på østkysten, i løbet af onsdagen.
Myndighederne frygter, at de hårde vinde derefter vil bevæge sig videre til hovedstaden Manila, før stormvejret sidst på ugen blæser videre ud i Det Sydkinesiske Hav.
Flere byer i det sydlige og centrale Filippinerne melder om oversvømmelser, der går folk til knæene eller helt op til livet.
For to uger siden hærgede to tyfoner den nordlige del af landet, og flere end 100 mennesker mistede livet, mens hundredtusindvis af andre blev fordrevet fra deres hjem.
Banyan er det 18. kraftige stormvejr, der rammer Filippinerne i år. Landet hærges hvert år af omkring 21 tyfoner og storme.
/ritzau/AP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned