Fire mænd fik livstid i Ungarn for drab på migranter
Fire mænd dømt for drab, hvor ofre blev fundet i frysebil på en motorvej i Østrig i 2015.
Fire menneskesmuglere er blevet idømt livsvarigt fængsel ved en domstol i Ungarn for drab på 71 migranter i 2015. Migranterne blev fundet døde i en frysebil på en motorvej i Østrig.
- De 71 ofre døde på grund af for lidt plads, hvor de ikke kunne røre sig. Der var mangel på luft, fastslog anklagemyndigheden under retssagen mod de fire mænd.
Mændene efterlod 71 migranter i lastrummet på en lille kølebil uden ventilation ved en motorvej i Østrig under flygtningekrisen i EU i 2015.
I den endelige dom i sagen sagde dommer Erik Mezolaki, at tre af mændene ikke har nogen mulighed for at søge benådning, mens den fjerde minimum skal afsone 30 års fængsel.
En afghansk leder af netværket og tre bulgarske medsammensvorne blev fundet skyldige i uagtsomt manddrab, fordi de nægtede at stoppe bilen og åbne dørene for at lukke luft ind til de indespærrede migranter, som skreg og bankede løs på dørene, da de mærkede, de blev kvalt.
Myndighederne i Østrig vurderede, at lastbilens køle- og luftsystem ikke virkede. De mange i lastbilen havde derfor kun ilt nok til én eller halvanden time.
Østrig bad Ungarn overtage sagen, fordi det viste sig, at de 59 mænd, otte kvinder og fire børn øjensynligt døde, mens de endnu var i Ungarn, før de krydsede grænsen til Østrig.
De tiltalte i sagen var også anklaget for menneskesmugling.
Det østrigske politis fund af de mange døde migranter sendte chokbølger gennem Europa. Landene åbnede i første omgang deres grænser for en strøm af mennesker på flugt fra krig og fattigdom, hovedsageligt fra Mellemøsten.
Episoden var den værste af sin art på ruterne over Balkan, som blev brugt af hundredtusinder af flygtninge og migranter på flugt fra krig og fattigdom i Mellemøsten, Afrika og Asien.
De tiltalte indgik ifølge anklagerne i et netværk af folk, der tjente millioner af kroner på at smugle migranter og flygtninge over grænser.
Det skete, da mange tusinde mennesker fra Mellemøsten og Afrika i 2015 strømmede op gennem Balkan for at søge asyl og ophold i Nordeuropa.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker