Fire meldes dræbt og fire såret i skyderi i Philadelphia
Mandag aften lokal tid hørte politiet skud og kunne kort efter anholde en formodet gerningsmand.
Fire meldes dræbt og yderligere fire såret i forbindelse med et masseskyderi i den amerikanske by Philadelphia i delstaten Pennsylvania.
Det skriver avisen The Philadelphia Inquirer.
En formodet gerningsmand er i politiets varetægt, oplyser politiet ifølge avisen. Der er tale om en mand, der bar skudsikker vest.
Mindst to mindreårige er blandt de ramte, men deres tilstand er endnu ikke kendt, skriver avisen.
Skyderiet fandt sted mandag aften lokal tid. Politiet hørte skud klokken 20.30 og fandt efterfølgende mindst et offer.
Politiet modtog efterfølgende flere anmeldelser, der gik på, at en mand med en riffel affyrede skud.
Fire ofre blev kørt til det nærliggende hospital Penn Presbyterian Medical Center. Fire andre ofre ankom til samme hospital i et privat køretøj.
Ifølge politiet har myndighederne ikke affyret skud i forbindelse med anholdelsen af manden.
Det forventes, at de to mindreårige vil blive overført til et nærliggende børnehospital.
Politiet i Philadelphia bekræfter i en mail til nyhedsbureauet Reuters, at der er tale om "flere skudofre", men at ingen yderligere detaljer på nuværende tidspunkt er tilgængelige.
Skyderiet finder sted blot en dag, efter at to personer mistede livet og 28 blev såret - herunder halvdelen af dem børn - i et skyderi i Baltimore i delstaten Maryland.
Politiet i Baltimore meldte søndag dansk tid om masseskyderiet.
- Ni af de sårede blev transporteret til hospitaler, mens de øvrige selv var i stand til gå ind på lokale hospitaler, oplyste politiet ifølge Reuters.
En talsperson for politiet, Lindsey Eldridge, fortalte, at skyderiet skete under en vejfest på Gretna Avenue i den sydlige del af byen.
Øjenvidner fortalte, at hundredvis af mennesker var samlet i området for at deltage i vejfesten i beboelsesområdet "Brooklyn Homes".
Flere medier berettede om store politistyrker og ambulancer på stedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker