Fire partier skriver under på regeringsaftale i Israel
Det lykkedes fredag for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, at få underskrevet en regeringsaftale efter seks ugers hårde og vanskelige forhandlinger - og umiddelbart før udløbet af en tidsfrist for en regeringsdannelse.
Den nye koalition består af fire partier - Netanyahus højreorienterede Likud-Beitenu, centrumpartiet Yesh Atid, som ledes af kometen i Israelsk politik, Yair Lapid, samt det ultrahøjreorienterede Jødisk Hjem og midterpartiet Bevægelsen, der ledes af tidligere udenrigsminister Tzipi Livni.
Den ny regering, som vil råde over 68 ud af parlamentets 120 pladser, ventes at blive indsat i næste uge.
Yair Lapid, som er tidligere tv-nyhedsvært, blev fredag udnævnt som ny finansminister, oplyser hans talsmand.
Forholdet mellem de fire regeringspartier har været ekstremt spændt under forhandlingerne, som var tæt på at bryde sammen torsdag på grund af uenighed om posten som vicepremierminister, der kun har symbolsk betydning.
Netanyahu skal senest søndag meddele præsidenten, at en ny regering er på plads.
Netanyahus afgående regering holder sidste regeringsmøde lørdag, og den nye regering vil være på plads, inden den amerikanske præsident, Barack Obama, ankommer på officielt besøg i Israel onsdag.
De ultraortodokse jødiske partier er ikke med i den nye regering. I Netanyahus tidligere regeringer har de spillet en central rolle.
Men hverken Yesh Atid eller Jødisk Hjem vil gå ind på de ultraortodokses faste krav om at undtage ordokse jøder fra militærtjeneste og give rundhåndet bistandshjælp til denne befolkningsgruppe.
Obama rejser til Israel den 20. marts på et tre-dages besøg - hans første i den jødiske stat siden 2008, hvor hans præsidenttid begyndte.
Under besøget i Mellemøsten vil Obama også besøge de palæstinensiske områder.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker