Mere end fem døgn overlevede en lille pige at være levende begravet under murbrokkerne fra en sammenstyrtet bygning i det vestlige Kina.
Fireårige Cairen Baji blev fanget i ruinerne, da et kraftigt jordskælv i onsdags ramte den afsides beliggende Qinghai-provins.
Den lille pige nåede at tilbringe 123 timer i mørket, inden hun mandag blev reddet ud.
Undervejs sørgede pigens familie for at holde hende i live ved at række vand og mad på lange bambusstænger ind igennem små sprækker i dyngerne af mudder og mursten.
En 68-årig kvinde, der blev begravet under samme bygning som barnet, er også reddet ud i live, rapporterer statslige kinesiske medier.
Det vides ikke, om kvinden og den lille pige er i familie, men de kommer begge fra en lille landsby, der ligger omkring 20 kilometer fra den hårdest ramte by Jiegu.
Kvinden blev umiddelbart efter sin redning betegnet som i kritisk tilstand, mens den lille pige menes at have problemer med hjertet efter sin traumatiske oplevelse.
De kinesiske myndigheder oplyser, at antallet af ofre efter jordskælvet nu er steget til 1944. Samtidig er flere end 12.000 kvæstet, mens 200 mennesker stadig er meldt savnet.
Flere end 6000 er reddet ud af ruinerne i live, og redningsfolk arbejder stadig i døgndrift i forsøget på at finde flere overlevende.
Myndighederne advarer dog om, at koldt vejr med regn eller sne i de kommende dage vil lægge en kraftig dæmper på håbet om flere mirakler.
Eksperter siger, at chancen for at finde overlevende i ruinerne falder drastisk efter de første 72 timer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker