Flådeskib sejlet mod Somalia efter melding om formodet piratangreb
Her ses det maritime politi fra Puntland (PMPF), der patruljerer ud for Somalias kyst den 26. november. Foto: Jackson Njehia/Ritzau Scanpix
Hvis skib er blevet kapret, er det den første succesfulde kapring af somaliske pirater siden 2017.
En skib fra den spanske flåde er sejlet for fuld kraft mod et skib, som muligvis er blevet kapret af pirater ud for Somalia.
Det meddeler EU's Navfor-mission fredag.
Hvis skibet "Ruen", der sejler under maltesisk flag, er blevet kapret, er det den første succesfulde kapring af somaliske pirater siden 2017, hvor internationale flåder slog ned på en række piratangreb i Adenbugten og Det Indiske Ocean.
EU's Navfor-afdeling i Spanien siger, at det modtog en alarm torsdag om det "påståede piratkaprede fartøj", som befandt sig omkring 500 sømil øst for øen Socotra ud for den somaliske kyst. Det svarer til lidt over 900 kilometer.
Socotra hører til Yemen.
EU's Navfor-mission siger, at et spansk krigsskib er blevet sendt til området med det formål at "indsamle mere information og overveje yderligere handling".
- Eunavfor er fortsat på vagt over for dette og andre nylige piratrelaterede begivenheder i operationsområdet, det nordvestlige Indiske Ocean og Det Røde Hav, lyder det.
Et medlem af en gruppe, der tidligere har hjulpet med at organisere razziaer på skibe, siger til Reuters, at han har hørt, at pirater er lykkedes med at beslaglægge et fartøj.
- Seks af mine piratvenner lykkedes med at overtage et skib, og de vil bringe det ind til kysten ved den østlige region Puntland (i Somalia, red.), siger Mukhtar Mohamud over en telefonforbindelse fra kystbyen Qandala.
Han nævner ikke navnet på det skib, han har hørt, er blevet kapret. Puntlands maritime myndigheder har ikke umiddelbart kommenteret på oplysningerne.
Det britiske maritime sikkerhedsfirma Ambrey siger, at det mener, at "Ruen" er blevet kapret af pirater.
Tidligere fredag sagde det britiske maritime organ UKMTO, at det havde modtaget en melding fra et skibs sikkerhedschef, der mente at besætningen ikke længere havde kontrol over skibet, som på det tidspunkt havde kurs mod Somalia.
UKMTO lokaliserede skibet til at befinde sig i nærheden af Det Arabiske Hav og øen Socotra.
"Ruen" administreres af det bulgarske shippingselskab Navigation Maritime Bulgare. Det viser data fra den offentlige shippingdatabase Equasis.
Skibet blev sidst registreret på åbent hav med kurs mod Somalia klokken 15.26 dansk tid ifølge data fra LSEG, skriver Reuters.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker