Flammehavet i Los Angeles har taget Sebastians uforsikrede hjem
Sebastian Harrisons hus er brændt ned til grunden. Han har ikke råd til at genopbygge det. På grund af de dyre priser var han ligesom titusindvis af andre i området ikke forsikret. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Naturbrandene har hærget i millionbyen Los Angeles i det meste af januar. Titusindvis står uden forsikringer og er ude af stand til at genopbygge deres hjem.
Harrison er en af dem, der har løbet en risiko på grund af de høje priser.
Flere forskellige naturbrande har raseret i Los Angeles.
Ifølge Californiens brandvæsen har brandene siden 7. januar kostet 28 mennesker livet og brændt mere end 15.000 huse og bygninger ned.
Den største af brandene, Palisades-branden, har brændt sig gennem velhaverområdet Pacific Palisades og kystbyen Malibu.
Sebastian Harrison havde sit eget stykke af, hvad han kalder paradis.
En grund på bjergsiden med udsigt over Stillehavet, der hvor Malibu fletter sammen med Palisades-kvarteret.
Den cirka én hektar store grund har altid været dyr at forsikre.
Sebastian Harrisons grund ligger på grænsen mellem Pacific Palisades og Malibu. I 2010 lød prisen for at forsikre grunden på 10.000 dollar. Efter coronapandemien var den steget til 40.000 dollar. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
I 2010 lød prisen på 8000 dollar, knap 58.000 kroner, om året.
Annonce
Efter coronapandemien var regningen steget til 40.000 dollar om året, og Harrison besluttede, at han ikke længere havde råd.
- Det var ikke, fordi jeg købte en flot bil i stedet.
- Mad til mig selv og min familie var bare vigtigere, siger den tidligere skuespiller.
Og hele situationen bliver kun gjort værre af visheden om, at han har mistet alt, medmindre staten giver ham en håndsrækning.
- Jeg er meget bekymret. Denne ejendom var alt, hvad jeg ejede, lyder det.
Det er blevet sværere at forsikre ejendommene i Californien.
Den store risiko for naturbrande og de høje priser på arbejdskraft og materialer har fået forsikringsselskaber til at vende kunderne i Californien ryggen. Foto: Valerie Macon/Ritzau Scanpix
Lovgivning tillader kun forsikringsselskaber at hæve priserne til en vis grænse.
Men øget risiko for naturbrande og højere omkostninger på arbejdskraft og materialer har fået forsikringsselskaberne til at vende staten ryggen.
Eksisterende kunder er blevet droppet, og selskaberne nægter at lave nye aftaler.
Ricardo Lara er delstatsregeringens ansvarlige embedsmand for forsikringsområdet.
Annonce
Han forsøgte i 2024 at lokke forsikringsselskaber tilbage med nye reformer, der gav større spillerum til at hæve priserne, så de matcher omkostningerne.
Men de enorme brande, der er brudt ud, i hvad der skulle forestille at være regionens regnsæson, har forstærket idéen om, at Californien ikke kan forsikres.
- Min største frygt var, at vi blev ramt af en katastrofe som denne, sagde Lara til San Francisco Chronicle i weekenden.
Der er fortsat flere aktive naturbrande i Californien. På billedet arbejder brandvæsnet ved Lilac-branden, der hærger i den nordlige del af havnebyen San Diego. Branden var onsdag 50 procent inddæmmet. Foto: Noah Berger/Ritzau Scanpix
Forsikringssektoren sættes yderligere på prøve med de enorme tab, der ventes efter brandene.
Et dekret er derfor udstedt i Californien for at forhindre, at kunder i bestemte områder droppes eller nægtes fornyelse af deres aftale det næste år.
Men det er en sølle trøst for Gabrielle Gottlieb, hvis hus overlevede flammerne fra Palisades-branden.
- Mit forsikringsselskab har allerede droppet flere af mine venner. Jeg frygter, at jeg også bliver droppet.
- De siger nærmest allerede "held og lykke om et år", siger hun til AFP.
I bedste fald ser det ud til, at husforsikringer bliver endnu dyrere i Californien, efterhånden som højere priser tillades i mere udsatte områder.
- Ejendom og skat er allerede dyrt, siger Robert Spoeri, en husejer i Pacific Palisades, som forsikringen droppede sidste år.
Annonce
- Hvis forsikringsprisen bliver endnu højere, hvem vil så bo i denne stat?
/ritzau/
Naturbrandene i Los Angeles
* Naturbrande har det meste af januar hærget på tværs af Californien. Flere af brandene er stadig aktive. Det gælder blandt andet Palisades og Eaton.
* Mindst 28 personer har mistet livet i naturbrandene. Over 100.000 mennesker har været under evakueringsordre. Tallet var tirsdag svundet til knap 90.000 ifølge NBC News.
* Den største brand, Palisades, begyndte 7. januar og er i området Pacific Palisades. Her har flammerne fortæret mere end 6000 bygninger og huse fordelt på knap 10.000 hektar. Branden var onsdag 65 procent inddæmmet.
* Den næststørste brand, Eaton, begyndte omkring samme tid. Ilden har raseret et område på 5600 hektar og mere end 10.000 huse, og bygninger er beskadiget eller brændt ned til grunden. Branden var onsdag 89 procent inddæmmet.
* Brandvæsenet i Californien kan ikke selv klare slukningsopgaverne. Brandfolk fra seks andre delstater er kaldt til for at hjælpe.
Kilder: Cal Fire og AFP.
/ritzau/
Californiens statsforsikring
* California FAIR Plan blev oprettet i 1968. Det er en offentlig forsikring, der giver minimal dækning til de af Californiens beboere, som er udelukket fra den private sektor.
* Det er et krav for alle forsikringsselskaber, der opererer i staten, at være med til at understøtte brandforsikringen.
* Ligesom de private forsikringsselskaber kæmper California FAIR Plan også med de voksende krav i forbindelse med det stigende antal naturbrande i området.
* Ordningens økonomiske reserver på 200 millioner dollar er skrumpet på grund af det høje antal mennesker, der lige nu gør brug af forsikringen. Det betyder, at pengebeholdningen er blevet mindre end forpligtelserne. Fair Plan kan i øjeblikket dog fortsat hjælpe californiere, fordi ordningen selv har forsikret sig og på den måde har adgang til penge.
Seneste artikler
Tricktyve udgav sig for at være fra Kræftens Bekæmpelse
Børns Vilkår advarer mod populært spil
Efter påsatte brande: Nu tager de konsekvensen
Forsøgte at flygte ud af landet: Tre tyve snuppet i Rødbyhavn
Livreddere opfordrer forældre til at holde bedre øje med deres børn
Mest læste artikler
Spisested på havnen genåbner: Håber at slå dørene op inden længe
Ledelse på skole er væk
Dobbelt vanvid: Porsche beslaglagt på Lolland
Stopper med at sælge brød: Laver bageri om til café
Kommune melder ulovligt hotel til politiet: Fortsatte efter påbud