Flamske partier bliver størst ved Belgiens parlamentsvalg

Partilederen for Ny-Flamsk Alliance, Bart De Wever, stemmer tidligere søndag. Hans parti slår Vlaams Belang og er fortsat det største i Belgiens parlament. Foto: Dirk Waem/Ritzau Scanpix

Lederen af det mere moderate flamske N-VA har på forhånd afvist at ville gå i regering med Vlaams Belang.

Offentliggjort Sidst opdateret

De flamsk-nationalistiske partier Ny-Flamsk Alliance og Vlaams Belang bliver henholdsvis det største og næststørste parti ved parlamentsvalget i Belgien søndag.

Det er status, efter at omkring 90 procent af stemmerne er talt op, viser tal fra det belgiske indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet dpa.

Ny-Flamsk Alliance (N-VA) får omkring 18,2 procent af stemmerne.

Vlaams Belang, der ligger længere ude på højrefløjen, står i de foreløbige resultater til at få omkring 15 procent, skriver dpa.

Selv om der kommer flere flamsktalende politikere, når det nyvalgte belgiske parlament sætter sig sammen igen, skal man ikke regner med at se en regering bestående af de to flamsk-nationalistiske partier.

Lederen af det mere moderate N-VA, Bart de Wever, har på forhånd afvist at ville gå i regering med Vlaams Belang.

Det er ventet, at premierminister Alexander De Croo indgiver sin afsked mandag.

Men indtil en ny regering er på plads, fortsætter hans liberale regering ved magten.

De Croos parti, Open VLD, går ifølge prognoserne tilbage og får 5,8 procent. Det er en tilbagegang på 2,8 procentpoint.

I de kommende måneder vil der være forhandlinger om at danne en regering mellem de mere konservative partier, der dominerer i det flamsktalende nord, og venstrefløjspartier, der plejer at hente flest stemmer i det fransktalende syd.

Belgiske regeringsforhandlinger har det dog med at trække ud.

I 2010 og 2011 tog det ikke mindre end 541 dage for de belgiske partier at nå til enighed om en ny regering. Det er en verdensrekord.

- Regeringsdannelse i Belgien tager altid lang tid, og det er også forventningen denne gang, siger Carl Devos, der er professor i politik ved Ghent Universitet, til nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/dpa