Fleetwood Mac-medstifter Peter Green er død
Peter Green ses her i 1998, hvor han optrådte med sangen "Black Magic Woman" sammen med Carlos Santana. (Arkivfoto). Foto: Mike Segar/Reuters
Mike Segar/Reuters
Rockstjernen Peter Green, der var guitarist og medstifter af Fleetwood Mac, er lørdag død. Han blev 73 år.
Medstifteren og den første guitarist i den legendariske rockgruppe Fleetwood Mac, Peter Green, er død i en alder af 73 år.
Det skriver BBC, efter at Peter Greens familie i en meddelelse oplyser, at han døde i denne weekend.
- Det er med stor sorg, at familien til Peter Green må oplyse om hans død i denne weekend. Han døde fredfyldt i sin søvn, står der ifølge BBC.
Britiske Peter Green skabte rockbandet Fleetwood Mac i 1967 sammen med trommeslager Mick Fleetwood.
De tre første Fleetwood Mac-album blev produceret under ledelse af Green, som også har skrevet gruppens ganske populære instrumentale nummer "Albatross" fra 1968.
Han døjede med svære psykiske problemer og i 70'erne blev han diagnosticeret med skizofreni.
I Mick Fleetwoods bog "My Twenty-five Years In Fleetwood Mac" fremgår det, at bandet i 1969 begyndte at lægge mærke til, at der var noget "seriøst galt med Peter".
Han tog en stor dose syre, og det ændrede hans personlighed nærmest natten over ifølge Mick Fleetwood.
- Jeg talte med Peter, og han var nærmest besat af, at vi ikke skulle tjene penge, og vi skulle give det hele væk. Og jeg sagde: "Det kan du gøre, men jeg vil ikke gøre det, og det gør mig ikke til en dårlig person".
De psykiske udfordringer fik Green til at forlade bandet allerede i 1970.
Derfor var han heller ikke med på mange af de senere album, herunder "Rumours" fra 1977, som af mange anses som det bedste Fleetwood Mac-album.
I de første år under Greens ledelse var rockgruppen langt mere præget af bluesgenren, mens bandets mest populære album er præget af softrock og poprock.
I 1998 blev han sammen med syv andre medlemmer af rockgruppen indlemmet i Rock & Roll Hall of Fame.
Green forlod i 1967 bandet John Mayall & the Bluesbreaker, hvor han oprindeligt havde afløst Eric Clapton.
Mick Fleetwood kom også med i bandet som trommeslager, og kort tid efter foreslog Green at de dannede et nyt band, som altså blev til Fleetwood Mac.
Green skrev blandt andet "Black Magic Woman" til Fleetwood Mac i 60'erne, som senere blev et stort hit for den ikoniske guitarist Carlos Santana.
Magasinet Rolling Stone har tidligere rangeret Green som nummer 58 på listen over de 100 bedste guitarister.
Magasinet beskrev ham som "Storbritanniens mest progressive bluesguitarist i Greens storhedstid".
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned