Flere 3d-printede våben beslaglægges i Sverige
Et af de første forsøg på 3d-printede våben var modellen med navnet "liberator", som ifølge Nicolas Padfield ikke var særlig funktionsdygtig. (Arkivfoto). Foto: Robert Macpherson/Ritzau Scanpix
De svenske myndigheder frygter, at 3d-printede våben kan blive brugt til terror.
I Sverige har man tre måneder inde i 2023 allerede beslaglagt flere 3d-printede våben end i hele 2022.
Det fortæller Isabel Thorén, som er leder af Nationellt skjutvapencentrum i det svenske politi, til nyhedsbureauet TT.
- Våbnene består som regel af 3d-printede plastikdele som i kombination med få centrale metalkomponenter samles til fuldt funktionsdygtige skydevåben, skriver TT.
Ifølge Nicolas Padfield, som er laboratorieleder på Fablab ved Roskilde Universitet er det blevet nemmere og billigere at producere hjemmelavede skydevåben, og de udgør en reel trussel.
Der skal dog mere til end en 3d-printer før faren opstår.
- 3d-print er godt til at holde ting sammen. Så længe, der er metaldele, som er produceret på et andet type metalværksted, så kan man sagtens bruge 3d-print til at lave et farligt skydevåben, forklarer han.
Et sådant skydevåben vil også kræve, at man fremskaffer ammunition.
Laboratorielederen påpeger, at det ofte går sådan med teknologisk udvikling. Når teknologien til positive formål udvikler sig, vil der ofte også være nye muligheder for kriminelle.
Nationalt Center for Terror-trusselbedømmelse i Sverige udtalte for nylig, at interessen for 3d-våben er stor i voldelige ekstremistiske miljøer og peger på, at der er risiko for, at de bruges til terrorhandlinger.
Nicolas Padfield ser også særlige risici ved de hjemmelavede våben.
- Der er ikke serienumre på 3d-printede våben, hvilket gør dem sværere at spore, og nogle af dem er så meget plastik, så man kan frygte, at de nemmere går igennem en metaldetektor, siger han.
I efteråret 2021 angreb en svensk indsatsstyrke en gård i Falköping Kommune. Politiet havde gennem længere tid undersøgt gårdens ejer, en 25-årig mand der sympatiserer med nynazisme.
Han var mistænkt for at planlægge et attentat.
Den mistænkte hyldede massemorderen Anders Breivik på nettet og havde bestilt en hjelm med beslag til et go prokamera. Den slags kameraer er tidligere blevet brugt af ekstremister, der sendte terrorhandlinger live.
På gården fandt politiet også begyndelsen af et manifest, materialer til bombefremstilling og 3d-printede våben.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned