Flere amerikanere dør i masseskyderier

Lys, blomster og hilsener præger gadebilledet uden for en tatovør i Denver, Colorado, kort før nytår. Antallet af masseskyderier - og især antallet af ofre for masseskyderier - er i stigning i USA. (Arkivfoto) Foto: Kevin Mohatt/Reuters

Siden årtusindskiftet er langt flere amerikanere blevet ofre for masseskyderier, viser ny undersøgelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Antallet af amerikanere, der dør i et masseskyderi, er stigende.

Det viser en ny undersøgelse fra ngo'en The Violence Project, som blev præsenteret fredag.

Det er en af de mest omfattende undersøgelser af masseskyderier til dato, siger USA's vicejustitsminister Amy Solomon.

- Den afslører en dybt foruroligende tendens: at flere og flere amerikanere dør i et masseskyderi end på noget andet tidspunkt i nyere tid, siger hun.

Et masseskyderi er defineret som et skyderi, hvor der bliver dræbt mindst fire mennesker.

The Violence Project har undersøgt 172 masseskyderier, hvoraf nogle går op mod 50 år tilbage i tiden.

Når man ser på samtlige de masseskyderier, der har fundet sted i USA mellem 1966 og 2019, er over halvdelen af dem sket på denne side af årtusindskiftet.

I de sidste fem år af den periode har der i gennemsnit været 51 dødsofre for masseskyderier om året. I 1970'erne var det til sammenligning kun otte mennesker i gennemsnit om året.

Hvert femte af USA's masseskyderier har fundet sted mellem 2010 og 2019.

Undersøgelsen viser også, at de fleste gerningsmænd bag masseskyderier har en baggrund præget af traumer eller er i krise, når de begår deres forbrydelser.

USA's regering har finansieret undersøgelsen. Den bliver præsenteret en dag efter, at præsident Joe Biden og justitsminister Merrick Garland mødtes med New Yorks borgmester for at tale om flere penge til politiet i et forsøg på at nedbringe den seneste tids stigning i våbenvold.