Flere amerikanere er døde med corona end under Første Verdenskrig

Efter dødstallet i USA steg tirsdag, har antallet af bekræftede coronavirus-relaterede dødsfald i USA nået 116.854 personer, skriver AFP. Foto: Shannon Stapleton/Reuters

USA er klart det hårdest ramte land både målt på antal smittede og døde med coronavirus.

Offentliggjort Sidst opdateret

USA har registreret flere coronarelaterede dødsfald, end der døde under Første Verdenskrig i landet.

Således steg dødstallet i USA med 740 tirsdag og bringer det samlede antal op på 116.854 døde. Under Første Verdenskrig mistede 116.516 amerikanere livet i krigen.

740 dødsfald tirsdag er en stigning i forhold til de foregående to døgn, hvor der blev registreret under 400 dødsfald begge døgn.

USA er klart det hårdest ramte land i verden målt på antal af døde. Hernæst følger Brasilien med 45.241 og Storbritannien med 42.054 døde, viser tal fra Johns Hopkins University onsdag morgen.

USA registrerer fortsat høje daglige antal smittede med omkring 20.000 tilfælde i døgnet. Flere stater oplever endda de højeste niveauer hidtil af nye tilfælde siden epidemiens begyndelse i USA.

Det seneste døgn er 23.351 nye tilfælde blevet bekræftet, og det bringer det samlede antal op på 2,1 million smittede.

USA nåede 100.000 smittede 27. marts. Den halve million blev nået 15 dage efter, 11. april, og USA ramte en million smittede 28. april og to millioner 11. juni.

USA har desuden besluttet tirsdag at holde landets grænser lukkede til Mexico og Canada indtil den 21. juli for at begrænse spredningen af virusset.

Coronavirusset har sin oprindelse i den kinesiske by Wuhan, hvor virusset brød ud i slutningen af sidste år. Kina har registreret lidt over 84.000 smittede, men tallet er ikke steget nævneværdigt siden april.

Dog er der den seneste uge dukket 100 nye smittetilfælde op i Kinas hovedstad, Beijing, hvilket har fået Verdenssundhedsorganisationen, WHO, til at advare om en mulig genopblussen af virusset.