Flere anholdt i Hongkong for at demonstrere på årsdag
Politi anholder en mand ved den lukkede Victoria Park i Hongkong på årsdagen for massakren på prodemokratiske unge på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989. Årsdagen blev markeret i blandt andet USA og Canada, men ikke i Kina. Foto: Tyrone Siu/Reuters
Politi lukkede Victoria Park i Hongkong, hvor der var forbud mod enhver henvisning til årsdag for massakre.
Myndighederne i Hongkong har tilbageholdt adskillige personer, som lørdag trodsede myndighedernes forbud mod at markere 33-års-dagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing.
Et stort opbud af politi var sat ind for at forhindre markeringer af årsdagen for massakren i Hongkong - ikke mindst ved Victoria Park, hvor demokratiforkæmpere traditionelt har mødtes for at mindes dem, der blev dræbt eller kvæstet på Tiananmen-pladsen.
Parken var lukket på årsdagen lørdag, og mange fodgængere i området blev standset af politifolk og kropsvisiteret. Politiet siger, at fem personer blev anholdt.
Studerende på universiteter i Hongkong aktionerede op til årsdagen ved at lægge små figurer af demonstranter og en "demokratigudinde" forskellige steder på deres læreanstalter.
Diplomater på missioner og konsulater i Hongkong satte lørdag aften stearinlys i vinduerne til minde om ofrene for massakren.
Den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, hylder i en erklæring de kinesiske demonstranter, der med livet som indsats demonstrerede for demokrati under en folkelig opstand i 1989.
"Disse modige mennesker vil ikke blive glemt" hed det i en erklæring fra USA's udenrigsminister lørdag på årsdagen for massakren på Den Himmelske Freds Plads - Tiananmen-pladsen - i den kinesiske hovedstad.
I sin udtalelse siger Blinken, at kampen for demokrati og frihed fortsat skaber genklang i Hongkong. Han fastslår også, at USA fortsat vil kæmpe for, at Kina drages til ansvar for menneskerettighedskrænkelser i Hongkong, Xinjiang og Tibet.
Det var den 4. juni 1989, at de kommunistiske ledere i Kina sendte kampvogne ind på den store plads i Beijing mod ubevæbnede demonstranter, hvoraf de fleste var unge studerende.
Mange mennesker blev dræbt, men de kinesiske myndigheder dækker over hvor mange. Nogle siger, at det var flere tusinde, andre mener, at det var hundredvis.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned