Flere arresteret for drab på ambassadør
Flere personer er efter sigende blevet anholdt i forbindelse med angrebet på USA's konsulat i den libyske storby Benghazi. Et angreb, der kostede den amerikanske ambassadør i Libyen, Christoffer Stevens, og to medarbejdere livet.
Det fortæller myndigheder i landet til nyhedsbureauet AFP.
- Indenrigs- og justitsministeriet er påbegyndt deres undersøgelser og indsamling af bevismateriale, og nogle personer er blevet arresteret, siger landets viceindenrigsminister, Wanis al-Sharif.
Han afslår dog at give nogen som helst detaljer omkring antallet af arresterede eller deres baggrund "for ikke at hæmme en hensigtsmæssig afvikling af undersøgelserne", siger han.
Spekulationerne om, hvad der lå bag angrebet har været flere.
Men efterhånden som flere detaljer er kommet frem om tirsdagens dødelige angreb, arbejder USA nu ud fra en teori om, at det var et veltilrettelagt angreb fra militante og ikke, som umiddelbart antaget, spontant udløst af en rasende hob.
Angrebet blev indledningsvis tilskrevet en menneskemængde, der i spontan vrede over en film om profeten Muhammed vendte deres raseri mod konsulatet.
Men alt dette skal nu klarlægges.
- Alle foranstaltninger bliver taget. En uafhængig retslig instans er blevet oprettet til at foretage undersøgelsen, siger Abdelmonem al-Horr, der er talsmand for landets indenrigsministeriums sikkerhedsenhed.
Efter angrebet har USA evakueret alle ansatte ved konsulatet i Benghazi.
Torsdag sendte den amerikanske regering også marinesoldater til Libyen og udstationerede to krigsskibe ud for landets kyst.
Endvidere er 50 marinesoldater udstationeret omkring USA's ambassade i Tripoli, Libyens hovedstad, hedder det i en erklæring fra udenrigsministeriet i Washington.
Der er torsdag nye voldsomme protester i Yemen og Egypten mod den amatøragtige amerikanske film, der beskyldes for at besudle profeten Muhamed.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned