Flere delfiner meldes døde efter olielæk fra tankskibe i Sortehavet
Det skønnes ifølge Tass, at omkring 130 kilometer af kysten i Krasnodar skal rengøres for olierester. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters
Et russisk delfinredningscenter melder om døde delfiner og havfugle smurt ind i olie efter forliste tankskibe.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Flere delfiner er døde som følge af olieudslip i Sortehavet, efter at to tankskibe forliste grundet dårligt vejr tidligere i december.
Det skriver nyhedsbureauet dpa på baggrund af informationer fra det statslige russiske nyhedsbureau Ria.
Tatiana Belei, som er direktør for delfinredningscenteret Delfa, siger til Ria, at der er blevet fundet 11 døde delfiner i den russiske region Krasnodar, som grænser op til Sortehavet.
Delfa skriver ligeledes på beskedtjenesten Telegram, at olieudslipper har medført en miljøkatastrofe, som betyder, at delfiner dør.
Desuden skriver centeret, at hundredvis af havfugle er blevet smurt ind i olie.
Annonce
Et over 50 år gammelt russisk tankskib, der fragtede tusindvis af ton olie, knækkede i flere dele under et uvejr i Kertjstrædet 15. december. Et andet skib stødte på grund.
Kertjstrædet ligger mellem Sortehavet og Det Azovske Hav.
Frivillige har lavet et redningscenter for fugle, som har fået vingerne smurt ind i olie. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters
Fredag sagde Ruslands minister for naturressourcer, Aleksandr Kozlov, til det statsejede russiske nyhedsbureau Tass, at det menes, at omkring 4000 ton olie var lækket fra de to skibe.
Ifølge dpa lækker der stadig olie fra de to tankskibe.
Olien bliver skyllet op på strande over dusinvis af kilometer i både Krasnodar-regionen og på den ukrainske halvø Krim, som Rusland annekterede i 2014.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, har selv kaldt olieudslippet for en miljømæssig katastrofe.
Det russiske ministerie for katastrofer siger ifølge Tass, at over 5000 redningsarbejdere og frivillige deltager i oprydningsarbejdet langs kysten.
Det skønnes, at omkring 130 kilometer af kysten i Krasnodar skal rengøres for olierester. Torsdag skrev Tass, at 10,7 kilometer var blevet rengjort.
Reuters har besøgt en strand, hvor frivillige skovlede olie og sort sand ned i hvide sække, så det kunne blive kørt væk med lastvogne. Mens de frivillige skovlede, drev endnu mere tyktflydende olie ind på stranden med bølgerne.
Olie fra to forliste tankskibe i Kertjstrædet skyller op på strande i den russiske region Krasnodar. Ifølge Tass hjælper over 5000 redningsarbejdere og frivillige med oprydningen. Foto: Sergey Pivovarov/Reuters
En af de frivillige ved navn Tatiana, siger til Reuters, at hun aldrig har set noget lignende.
Annonce
- Det ser ud til, at naturen vil blive påvirket i mange årtier fremover, siger hun.
- Selv når du fjerner det øverste lag sand, når du så træder på det, falder du igennem, fordi der stadig er olie under sandet, lyder det videre.
De frivillige har lavet et redningscenter for fugle som eksempelvis skarver, som har fået vingerne smurt ind i olie.
Chefen for centeret siger til Reuters, at omkring 500 fugle er blevet behandlet, mens over 30 er døde.
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen