Flere dræbt i de mest voldsomme kampe i Ukraine i måneder
Ifølge observatører har separatister affyret over 150 granater i løbet af det seneste døgn i Østukraine.
Ukrainske regeringsstyrker og prorussiske separatister har torsdag udvekslet kraftig artilleri-ild, selvom en aftale om våbenhvile forbyder brug af tunge våben ved fronten i den østlige del af landet.
Ifølge Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), der har observatører i det uroplagede Østukraine, var torsdagens kampe de hårdeste, siden den såkaldte Minsk-aftale blev indgået i februar.
Der er meldinger om to dræbte og ti sårede det seneste døgn, og ifølge OSCE blev der affyret over 150 granater fra oprørskontrollerede områder mod områder, som regeringshæren styrer.
Også regeringsstyrkerne har brugt tungt artilleri, men der er ingen nærmere tal for, hvor mange granater der er blevet benyttet fra den side af fronten. Separatisterne i Donetsk-området beretter, at civile er omkommet under kampene.
Over 6500 mennesker er siden april 2014 blevet dræbt i konflikten i det østlige Ukraine, viser tal fra FN.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, udtrykte tidligere torsdag "dyb bekymring" over en stigning i antallet separatistiske angreb i Ukraine, da han talte i telefon med sin russiske modpart, Sergej Lavrov.
USA har længe beskyldt Rusland for at holde liv i konflikten i løsrivelsesområderne i det østlige Ukraine, og Washington opfordrer løbende Moskva til at hjælpe mere med at implementere en skrøbelig våbenhvile.
En våbenhvile skal ifølge amerikanerne også følges op af en øget diplomatisk indsats for at finde frem til en politisk løsning på konflikten.
Omvendt mener russerne, at det er Ukraine, der har optrappet konflikten den seneste uge.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde