Flere end 4000 er evakueret efter russisk fremrykning i Kharkiv
En 68-årig kvinde ankom lørdag til et evakueringscenter i Kharkiv sammen med sin hund. I alt er flere end 4000 blevet evakueret i regionen i løbet af weekenden. Foto: Roman Pilipey/Ritzau Scanpix
Rusland hævder at have indtaget fem landsbyer i Kharkiv i det østlige Ukraine, hvor civile bliver evakueret.
Flere end 4000 civile er i løbet af weekenden blevet evakueret fra grænseområderne i Kharkiv-regionen i det nordøstlige Ukraine.
Det oplyser guvernøren i Kharkiv, Oleh Synegubov, på beskedplatformen Telegram søndag formiddag.
- I alt er 4073 personer blevet evakueret, skriver Synegubov.
Han fortæller videre, at en 63-årig mand søndag er blevet dræbt af skud i landsbyen Glyboke.
Derudover er en 38-årig mand blevet såret i grænsebyen Vovtjansk.
Evakueringerne har fundet sted, efter at Ruslands hær fredag rykkede frem i Kharkiv-regionen. Regionen grænser op til Rusland.
De russiske styrker hævdede fredag at være rykket en kilometer frem i Kharkiv nær Vovtjansk. Samtidig var der forlydender om, at Rusland havde planer om at rykke i alt ti kilometer frem fra frontlinjen.
Politiet i Vovtjansk vurderer, at 1500 personer fra byen enten er blevet evakueret eller er flygtet på eget initiativ siden fredag.
Evakueringen er sket under farlige forhold, oplyser politibetjenten Oleksij Kharkivskyj, som hjælper med koordineringen af evakueringen.
- Alt i byen bliver ødelagt. Man hører konstant eksplosioner, artilleri, morterer. Fjenden angriber byen, med alt den har, siger Kharkivskyj.
Lørdag hævdede Rusland at have indtaget fem landsbyer i Kharkiv.
I den forbindelse sagde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, at ukrainske styrker havde udført modangreb i flere af regionens grænselandsbyer.
- Vores vigtigste opgave er at forpurre de russiske angrebsplaner, fastslog Zelenskyj.
Ukrainske embedsmænd har i ugevis advaret om, at en russisk offensiv på det nordøstlige Ukraine kunne være nært forestående.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned