Flere er anholdt efter migrantbåds forlis - nu skal ansvaret placeres
Om bord på den forliste fiskerbåd var ifølge FN''s migrationsorganisation (IOM) mellem 400 og 750 personer. Foto: Hellenic Coast Guard/Reuters
Ni egyptere skal for retten i forbindelse med et tragisk forlis ud for den græske kyst i sidste uge. Det store spørgsmål er, om de er de eneste ansvarlige.
Ritzau RitzauStefan Lindahl Jensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Hvis skyld er det? Og gjorde man nok for at undgå en af de værste katastrofer på Middelhavet?
Spørgsmålene er mange, efter at en fiskerbåd på op mod 30 meter med hundredvis af migranter om bord onsdag forliste i Middelhavet 80 kilometer vest for den sydvestgræske by Pylos.
Nu skal ansvaret for det tragiske bådforlis placeres.
Tirsdag klokken ni dansk tid skal ni egyptere ifølge det tyske nyhedsbureau dpa for retten i den græske by Kalamata.
De skulle have været for retten mandag, men en dommer i Kalamata har bedt om, at høringen udskydes 24 timer, så man har mere tid til at læse de overlevendes vidnesbyrd, rapporterede græsk stats-tv mandag ifølge dpa.
Annonce
De ni egyptiske mænd, som er mellem 20 og 40 år, er sigtet for menneskehandel med migranter, uagtsomt at have forårsaget et skibsforlis og at have sat andres liv i fare.
Det er ikke kun de ni egypteres handlinger, som præsidenten for Kalamatas advokatsammenslutning, Kostas Margelis, vil have svar på.
In order to ascertain facts in the wake of the tragic incident of the capsizing of the boat in the Mediterranean Sea off the coast of Greece, I have ordered a high-level inquiry. FIA & other law enforcement agencies have been tasked to tighten the noose around the individuals…
- Der er mange spørgsmål om, hvordan det er blevet håndteret. Vi bliver nødt til at begynde med at spørge, om kystvagten gjorde det rigtige i det kritiske øjeblik, sagde Margelis mandag ifølge The Guardian.
En af de sigtede har mandag afvist anklagen og forklaret, at han er en af migranterne. Det skrev BBC.
- Han er ikke smugler. Han var bare passager, sagde den sigtedes advokat, Alexandros Dimaresis, foran retten.
Ifølge dpa mener myndighederne, at de ni egyptere er en del af en smuglerring, som har organiseret op mod 18 farlige sejladser mellem Afrika og Europa de seneste måneder.
EU's kommissær for interne anliggender, Ylva Johansson, fortalte mandag ifølge CNN, at tragedien i sidste uge kan være en af de værste i Middelhavet.
Også i Pakistan er personer, som kan have forbindelse til forliset blevet anholdt. Det drejer sig om 14 formodede menneskesmuglere, skrev Reuters mandag.
På Twitter skrev Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, søndag, at han har beordret en "high-level" efterforskning af sagen.
104 personer er ifølge de græske myndigheder blevet reddet. Mindst 78 er omkommet. Foto: Stelios Misinas/Reuters
- Ansvaret vil blive placeret, og hovederne vil rulle, skrev han og understregede, at de ansvarlige vil blive holdt - netop - ansvarlige.
Annonce
Søndag oplyste FN's migrantorganisation (IOM), at der var mellem 400 og 750 personer om bord.
Kystvagten i Grækenland mener at have reddet 104 personer. Mindst 78 mennesker er ifølge de græske myndigheder omkommet.
Det er formanden for senatet i Pakistan, Muhammad Sadiq Sanjrani, ikke enig i. Han mener, at over 300 pakistanere er omkommet i forliset.
De pakistanske myndigheder hævder sågar, at 800 personer var om bord på båden.
- Vi har fra to overlevende, de anholdte og de berørte familier fået kendskab til, at mellem 750 og 800 personer var om bord på båden, lød det mandag fra den pakistanske politiofficer Riaz Mughal ifølge Reuters.
Pakistans premierminister har mandag erklæret landesorg.
I 2022 registrerede FN''s migrantorganisation (IOM) 3789 dødsfald blandt migranter på Middelhavet. Foto: Stelios Misinas/Reuters
Den græske kystvagt har fastholdt, at den forliste båd ikke gav udtryk for, at der var brug for hjælp, op til at den sank.
Data fra andre skibe indikerer ifølge BBC det modsatte.
To skibe var i kontakt med båden med nogle timers mellemrum, før den forliste. Det ene oplyser ifølge BBC, at man bad kystvagten tage kontakt til migrantbåden.
Den græske kystvagt har forklaret, at man tog kontakt til båden. Migranterne afviste ifølge kystvagten at modtage hjælp.
Annonce
Den forliste migrantbåd er langtfra den eneste, der er blevet slugt af bølgerne i området.
Mandag forliste endnu en båd med migranter i Grækenland nordvest for øen Leros. Ifølge det græske medie Kathimerini blev alle 70 migranter om bord reddet.
/ritzau/
Kort om katastrofen
* Båden med migranter forliste i Middelhavet onsdag. Det skete på det sted, hvor havdybden i Middelhavet er størst.
* Mandag var 104 mennesker blevet reddet i live. Der var bjærget 78 omkomne. Det vides ikke, hvor mange der savnes. Vidner siger, at der kan have været op til 750 migranter om bord.
* Ifølge en overlevende var der 100 børn i skibets lastrum.
* Skibet var afsejlet fra Tobruk i Libyen og var på vej til Italien.
* Ifølge overlevende kom migranterne blandt andet fra Pakistan, Afghanistan, Egypten og Syrien. Der var desuden palæstinensere om bord.
* Eftersøgningsarbejdet efter forsvundne personer pågår stadig mandag.
Kilder: Reuters, AFP, ANA og Ritzau.
/ritzau/
Migranter på Middelhavet
* 1.655.535 migranter har forsøgt at krydse Middelhavet siden 2016. 1.164.018 er ankommet til Europa.
* 19.563 migranter er i perioden omkommet eller forsvundet i forsøget (tal registreret frem til 9. juni 2023).
* Det samlede antal forsvundne på et kalenderår har siden 2018 ikke passeret 2000. Fra 2014 til og med 2017 var alle tal over 2000.
* Det værste af de sidste ti år var 2016. Her omkom eller forsvandt 4574 migranter.
* Siden 2014 er 27.047 migranter forsvundet i Middelhavet. 25.157 af dem menes at være druknet.
* I 2015 var 279 af de i alt 4055 forsvundne eller omkomne migranter børn.
* I 2023 er der i årets første kvartal registreret 441 omkomne migranter i Middelhavet.
Seneste artikler
Freddy fra Lolland var blandt verdens første FN-soldater: 70 år senere hædres han for indsatsen i Gaza
Står til betinget frakendelse: Så hurtigt gik det
Starter ny sæson med et brag: NFH møder Champions League-mestrene
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Mest læste artikler
Ung kvinde kørte i vandet: Mistede herredømmet over bilen
Legendarisk natklub genopstår: Nu vil venner og familie føre den videre
Fløjet til Rigshospitalet: Bil og motorcykel i sammenstød
Skabte uro i lægeklinik
Stort panttyveri fra ø-butik