Flere er dræbt under gadekampe i Oman

To demonstranter blev søndag skudt og dræbt med gummikugler og mindst fem andre blev såret under gadekampe i Oman mellem regeringsfjendtlige aktivister og politi. Militære styrker blev mobiliseret under urolighederne, hvor omkring 1000 demonstranter samledes på en plads i Sohar for anden dag i træk.

Politi rykkede ind for at opløse demonstrationen og anvendte først tåregas og knipler mod demonstranterne og derefter gummikugler.

Sultan Qaboos bin Said foretog i weekenden en regeringsrokade i et forsøg på at komme demonstranterne i den normalt rolige stat i møde.

Der har tidligere været protester mod regimet i hovedstaden, Muscat, og i byen Sohar. Demonstranterne kræver politiske reformer og bedre lønninger efter at have set omvæltningerne i Egypten og Tunesien.

/ritzau/Reuters

Tiltagende uro i Golfstaten Oman.

Offentliggjort Sidst opdateret