Flere frihedsberøvet og betjente såret under uro i Malmø

Omkring 300 mennesker var samlet på gaden ved boligkvarteret Rosengården i Malmø i protest mod en koranafbrænding tidligere fredag. Foto: 50090 Tt/Ritzau Scanpix

Koranafbrændning udløste fredag uroligheder i Rosengård-kvarteret i Malmø, hvor flere betjente kom til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret

Omkring 15 frihedsberøvede og flere tilskadekomne betjente.

Det er lørdag formiddag status, efter at der fredag opstod voldsomme uroligheder i forbindelse med en koranafbrænding i boligkvarteret Rosengården i Malmø.

Det skriver politiet i Region Syd i en pressemeddelelse.

- Ingen privatpersoner er kommet til skade, men i politistyrken er der nogle stykker, som er kommet lettere til skade, siger talsperson Patric Fors til Kvällsposten.

Lørdag morgen meldes der igen om ro i bydelen, og alle, der blev frihedsberøvet i forbindelse med urolighederne, er igen sat på fri fod.

Ifølge nyhedsbureauet TT var det medlemmer af det danske parti Stram Kurs, der havde brændt Koranen af.

Politiet var massivt til stede i området omkring boligkvarteret.

Demonstranterne spærrede kørebanen flere steder, og der blev afbrændt bildæk, affyret fyrværkeri og kastet med sten mod politiet i forbindelse med urolighederne. Flere politibiler og en ambulance blev beskadiget.

Ifølge tv-stationen SVT's journalister på stedet var mange af de forsamlede oprørte over afbrændingen af Koranen.

Afbrændingen fandt sted i industriområdet Emilstorp i nærheden af Rosengården, skriver TT.

Det var meningen, at lederen af Stram Kurs, Rasmus Paludan, fredag skulle have deltaget i en demonstration i Malmø.

Men han blev på vejen stoppet af svensk politi, der gav ham to års indrejseforbud til Sverige. Det skyldes, at de svenske myndigheder vurderer, at der er en risiko for, at han begår kriminalitet.

Rasmus Paludan skulle have deltaget i en demonstration planlagt af den svenske gadekunstner Dan Park, som tidligere er dømt for racisme.

I stedet blev der afholdt en ikke-godkendt demonstration ved Stortorget i Malmø. Her blev tre personer anholdt og sigtet for racisme. Disse personer skulle også være fra Stram Kurs.

Uroen i Malmø begyndte ifølge TT omkring klokken 19.

Ved halv to-tiden natten til lørdag havde hundredvis af mennesker samlet sig ved Amiralsgaten, hvor de blokerede veje og brændte affald af.

Ved tre-tiden løjede urolighederne af, og lørdag morgen meldes der således igen om ro i Malmø.

Politiet var massivt til stede ved Rosengården, hvor der udbrød uroligheder efter en koranafbrænding tidligere fredag. Foto: 50090 Tt/Ritzau Scanpix