Flere gidsler meldes dræbt ved angreb
Algeriske helikoptere bombede torsdag et gasanlæg i det østlige Algeriet, hvor islamister med tilknytning til al-Qaeda holder over 40 udlændinge som gidsler, siger en talsmand for gidseltagerne til et nyhedsbureau i Mauretanien.
- Flere vestlige gidsler og gidseltagere er blevet dræbt af de algeriske styrker, skriver nyhedsbureauet Ani.
Algeriske sikkerhedskilder siger samtidig, at 25 udenlandske gidsler er undsluppet gidseltagerne - deriblandt to japanere.
En gruppe, der kalder sig "Blodets Bataljon", siger, at den holder 41 udlændinge som gidsler i gasanlægget, som den stormede onsdag i et forsøg på at få Frankrig til at indstille en militær kampagne mod islamister i nabolandet Mali.
I Paris siger præsident François Hollande, at han har fuld tillid til, at de algeriske myndigheder vil klare gidselkrisen.
- Der er franskmænd på stedet, siger Hollande
To helikoptere har ifølge en af gidseltagerne angrebet anlægget.
Nyhedsbureauet i Mauretanien - som er Algeriets naboland mod sydvest - har tæt kontakt til den islamistgruppe, der står bag gidseltagningen.
Ifølge efterretninger er det den algeriske terrorist Mokhtar Belmokhtar, også kendt som "den enøjede", der står i spidsen for gidseltagerne.
Belmokhtar er et velkendt og berygtet navn hos de internationale myndigheder. Han var i en længere periode topleder i al-Qaeda i Nordafrika og var kendt som en af terrorgruppens stærkeste organisatorer.
Men en strid med en af de andre ledere førte til, at Belmokhtar for omkring et halvt år siden kappede forbindelsen til al-Qaeda. Inden da havde han med stor succes udført flere bortførelser.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned