Flere lande advarer om terror i Bangkok

Efter en advarsel fra amerikanske myndigheder om, at et terrorangreb kan være nært forestående i Thailands hovedstad, Bangkok, sender Danmark, Norge og Storbritannien nu lignende advarsler til deres borgere.

- Vi har fulgt situationen løbende og har nu revideret sikkerhedsinformationen for Bangkok, siger det norske udenrigsministeriums pressetalsmand til Dagbladet.

Også det britiske udenrigsministerium er nu ude med en advarsel til briter, der befinder sig i Bangkok.

Via Twitter beder ministeriet briterne om at være forsigtige, når de færdes i byen, rapporterer Sky News.

Herhjemme lægger Udenrigsministeriet sig op ad sine udenlandske kollegaer og advarer danske turister mod at opholde sig i områder med mange turister.

Myndighederne i Thailand bekræfter fredag at have anholdt en person i forbindelse med terrorfrygten.

- En libanesisk mistænkt fra Hizbollah-gruppen er anholdt af thailandske myndigheder, siger vicepremierminister Chalerm Yumbumrung til nyhedsbureauet Reuters.

Han forklarer, at den israelske ambassade havde slået alarm angående et muligt angreb fra den militante libanesiske gruppes side, og at thailandsk politi har samarbejdet med israelske embedsmænd siden slutningen af 2011.

Vicepremierministeren tilføjer, at politiet nu er i færd med at efterforske sagen, og at sikkerheden er skærpet i Bangkok.

Anholdelsen blev foretaget kort efter, at USA's ambassade i Thailand havde advaret turister i Bangkok om at udvise stor forsigtighed, når de færdes i hovedstadens turistområde.

- Udenlandske terrorister kan nu være på vej til at udføre angreb mod turistområder i Bangkok i den nærmeste fremtid, skriver ambassaden i en meddelelse på sin hjemmeside.

/ritzau/

Storbritannien, Norge og Danmark advarer nu også deres borgere om risiko for terrorangreb i Bangkok.

Offentliggjort Sidst opdateret