Flere lande pauser støtte til FN-organisation for palæstinensere
Generalkommissær i UNRWA, Philippe Lazzarini, fortalte fredag, at de af hjælpeorganisationens medarbejdere, der er under mistanke for at have været involveret i Hamas-angreb, er blevet opsagt. (Arkivfoto). Foto: Jean-Guy Python/Ritzau Scanpix
12 ansatte i hjælpeorganisationen UNRWA er under mistanke for at have været involveret i angreb 7. oktober.
USA, Canada, Australien og Italien har valgt at sætte deres finansielle støtte til FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten, UNRWA, på pause.
Det sker, efter at det fredag kom frem, at flere ansatte i hjælpeorganisationen er under mistanke for at have været involveret i Hamas' angreb på Israel 7. oktober, skriver nyhedsbureauet AFP.
Ifølge USA's udenrigsministerium, er der tale om 12 ansatte.
USA meddelte som første land fredag, at det som følge af beskyldningerne ville sætte en pause for støtten. Det oplyste landets udenrigsministerium ifølge Reuters.
- Udenrigsministeriet har midlertidigt sat yderligere finansiering til UNRWA på pause, mens vi gennemgår disse beskyldninger og de skridt, FN tager for at imødegå dem, siger talsmand Matthew Miller i en udtalelse.
Den canadiske minister for international udvikling, Ahmed Hussen, oplyste ligeledes fredag, at landet "midlertidigt har sat al yderligere finansiering til UNRWA på pause, mens organisationen foretager en grundig undersøgelse af disse anklager."
- Canada tager disse beskyldninger ekstremt alvorligt. Vi arbejder tæt sammen med UNRWA og andre donorer omkring denne problemstilling, skriver han på det sociale medie X ifølge AFP.
Lørdag har også Australien og Italien valgt at slutte sig til den amerikanske og canadiske beslutning. Det oplyser den australske udenrigsminister, Penny Wong, og den italienske udenrigsminister, Antonio Tajani, på X.
Generalsekretær i UNRWA Philippe Lazzarini fortalte fredag, at organisationen har fyret flere medarbejdere, der er under beskyldning for at have deltaget i Hamas' angreb på Israel 7. oktober.
UNRWA har indledt en undersøgelse af de pågældende medarbejdere, ligesom FN vil lave en uafhængig undersøgelse af agenturet.
Den israelske udenrigsminister, Israel Katz, skriver lørdag i et opslag på X, at Israel vil forsøge at sætte en stopper for UNRWA's arbejde i Gaza.
Danmark har bedt UNRWA om "en grundig skriftlig redegørelse" i forbindelse med sagen de mistænkte medarbejdere.
Det oplyste minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S) til Ritzau fredag aften.
- Det skal ske så hurtigt som muligt og med fuld transparens. Baseret på undersøgelsen vil vi vurdere, om der er behov for at tage yderligere skridt - noget vi i givet fald vil gøre i koordination med EU og ligesindede EU lande, lyder det i en skriftlige kommentar fra Dan Jørgensen.
Flere partier fra den danske opposition herunder Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance fortæller lørdag til TV 2, at også ønsker at sætte en pause for den finansielle støtte til UNRWA.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde