Flere lande vil hjælpe ofrene for supertyfon
Lande fra flere steder i verden melder sig klar til at hjælpe de mange ofre for supertyfonen Haiyan, som har trukket et ødelæggende spor gennem Filippinerne og kostet tusindvis af menneskeliv.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, vil støtte filippinerne med både helikoptere, fly og flådefartøjer, som skal bruges til eftersøgnings- og redningsarbejdet.
Den danske udviklingsminister, Christian Friis Bach (R), sagde allerede lørdag, at Danmark sender 10 millioner kroner af sted til ofrene for tyfonen, og søndag lyder det fra både Australien og New Zealand, at de også ønsker at yde økonomisk støtte.
De to lande donerer sammenlagt 2,5 millioner kroner til nødhjælpsarbejdet.
- Vi sørger omgående for liggeunderlag, tæpper, myggenet, vandbeholdere og hygiejne-udstyr til familier, der er ramt af tyfonen, siger Australiens udenrigsminister, Julie Bishop.
Supertyfonen bragede fredag ind over land med vindstød på omkring 315 kilometer i timen. Stormen sendte millioner af filippinere på flugt under dens hærgende færd hen over den sydøstasiatiske øgruppe.
Ifølge de foreløbige, officielle skøn har omkring 10.000 mennesker mistet livet i provinsen Leyte, der ligger i det centrale Filippinerne. En 50-årig australsk mand er blandt de dræbte, lyder det.
Ifølge den regionale politichef i Leyte har supertyfonen ødelagt 70-80 procent af de områder, som uvejret har bevæget sig hen over.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker