Flere personer dør efter at være kravlet op på fly i Kabul

På satellitbilledet her kan store menneskemængder ses i Kabuls internationale lufthavn. Mindst syv personer er døde under uroen i lufthavnen. Foto: -/Ritzau Scanpix

Alle flyvninger fra den internationale lufthavn i Kabul er midlertidigt indstillet, oplyser Pentagon.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af afghanere har i løbet af mandag samlet sig i Kabuls internationale lufthavn i et desperat forsøg på at blive evakueret.

Det har ført til uro i området og kostet mindst syv mennesker livet.

Det oplyser unavngivne amerikanske embedsmænd ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP. Flere videoer viser også kaotiske scener fra lufthavnen.

Blandt de døde er flere personer, der kravlede op på et amerikansk transportfly og faldt ned, efter at det var lettet. Forinden kunne hundredvis af personer ses flokkes rundt om flyet fra det amerikanske luftvåben.

Den militante talibanbevægelse indtog søndag præsidentpaladset i Kabul og har overtaget kontrollen over den afghanske hovedstad.

Byens internationale lufthavn er dog fortsat beskyttet af USA's styrker, skriver den amerikanske avis The New York Times.

Avisen skriver desuden, at to bevæbnede mænd er blevet dræbt i lufthavnen af amerikanske soldater. Det samme skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Ud af tusindvis af personer, der var fredelige, var der to mænd med våben, som de svingede truende med. De blev dræbt, siger en anonym embedsmænd fra det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon.

Pentagon oplyser desuden, at alle flyvninger i lufthavnen mandag omkring klokken 17.30 for en sikkerhedsskyld er indstillet midlertidigt.

Det er uvist, hvornår evakueringerne bliver genoptaget, lyder det.

Der har været amerikanske soldater i Afghanistan siden 2001, hvor de sammen med deres allierede rykkede ind og fortrængte Taliban fra magten.

Efter knap 20 års militær tilstedeværelse meddelte den amerikanskledede koalition i foråret, at man ville trække sig ud af landet.

Det har siden da ført til en fremmarch fra Taliban. Den militante bevægelse sad senest på magten i landet fra 1996 til 2001.