Flere personer er døde i Tanzania i løb efter velsignet olie
Mindst 20 personer er døde, og flere er skadet i forbindelse med et religiøst arrangement tæt ved Kilimanjaro.
Mindst 20 personer er omkommet i forbindelse med et religiøst arrangement i Tanzania.
Det oplyser en lokal talsperson ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Arrangementet fandt sted lørdag aften i en by nær skråningerne til bjerget Kilimanjaro. Her var flere hundrede personer mødt op på et stadion for at blive salvet med "velsignet olie".
Da de mange personer på samme tid forsøgte at skynde sig til olien, blev flere trampet ned og slået ihjel. Ud over de omkomne er der flere tilskadekomne.
- Tyve personer er døde, og 16 andre blev skadet i situationen, fortæller Kippi Warioba, der er kommissær i lokalområdet, til Reuters.
Ud af de mindst 20 omkomne er fem børn, tilføjer han.
- Stormløbet skete, da tilbederne skyndte sig for at blive salvet med velsignet olie, forklarer Kippi Warioba.
Pastor Boniface Mwamposa har ifølge Reuters tiltrukket store grupper af mennesker ved at love velstand og kure mod sygdomme til de tilbedere, som under hans gudstjenester går på det, han selv beskriver som velsignet olie.
De lokale myndigheder frygter, at dødstallet kan stige på grund af det store antal mennesker, og fordi der har været mørkt, da stormløbet mod olien fandt sted.
- Ulykken fandt sted om natten, og der var mange mennesker, så der er en risiko for, at flere kan være omkommet.
- Vi er stadig ved at undersøge situationen, siger kommissær Kippi Warioba.
Ifølge Reuters har Tanzania de seneste år oplevet en stigning i antallet af pastorer som Boniface Mwamposa, der lover at løfte folk ud af fattigdom og udføre det, de selv kalder mirakelkure.
Tanzania, der ligger på Afrikas østkyst og har en befolkning på omkring 55 millioner personer, oplever ifølge Verdensbanken faldende fattigdom.
Næsten halvdelen af befolkningen lever imidlertid fortsat for mindre end 1,90 dollar eller 12,90 kroner om dagen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned