Flere såret under tumult ved mindehøjtidelighed for rapper
En stor gruppe mennesker har mandag aften lokal tid samlet sig på det sted i Los Angeles, hvor rapperen Nipsey Hussle blev skudt og dræbt i weekenden. Der er sent på aftenen udbrudt tumult ved mindehøjtideligheden, hvor flere personer meldes såret. Foto: Mario Anzuoni/Reuters
Mario Anzuoni/Reuters
Under en begivenhed til minde om en amerikansk rapper, der søndag blev skudt, er der udbrudt voldsom tumult.
Flere personer er kommet til skade under tumult ved en mindehøjtidelighed for rapperen Nipsey Hussle, der søndag blev skudt og dræbt i Los Angeles.
Det oplyser brandvæsnet i Los Angeles til CNN tidligt tirsdag morgen dansk tid.
Mindst 50 brandfolk er ankommet til stedet, hvor mindehøjtideligheden bliver afholdt.
Det er uvist, hvor mange personer der er kommet til skade under tumulten. Tv-billeder fra mindehøjtideligheden viser, at menneskemængden flygter fra stedet i panik.
De fleste af de tilskadekomne skal være blevet kvæstet som følge af panikken, hvor de er blevet trampet på af de øvrige deltagere.
Politiet i Los Angeles afviser på Twitter, at der skulle være blevet affyret skud ved mindehøjtideligheden.
- Meldingerne om skud ser ikke ud til at være korrekte. Vi har dog kvæstede i kaosset og forsøger at skabe orden, skriver politiet.
Den amerikanske rapper Nipsey Hussle blev søndag skudt og dræbt i nærheden af en tøjbutik, som han ejede i Los Angeles.
To andre personer blev også såret i forbindelse med søndagens skyderi.
Det er på netop det sted, hvor Nipsey Hussle blev skudt, at mindehøjtideligheden tirsdag morgen dansk tid finder sted.
Politiet i Los Angeles opfordrer deltagerne til at følge myndighedernes anvisninger.
- Vi forstår, at lokalsamfundet sørger, og vi føler jeres tab. Vi beder alle om at følge betjentenes anvisninger og at fordele sig i området, skriver politiet på Twitter.
- Vores mænd og kvinder på stedet gør alt, hvad de kan for at beskytte alle deltagere ved Nipsey Hussles mindehøjtidelighed.
33-årige Nipsey Hussle, hvis borgerlige navn var Ermias Davidson Asghedom, er blandt andet kendt som stifter af pladeselskabet All Money In.
Han var nomineret til prisen for Årets Bedste Rapalbum ved dette års Grammy-prisuddeling. Prisen gik dog til Cardi B.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde