Flere sigtet for at hjælpe Rusland efter lagerhusbrand i England
I alt fem er i forbindelse med en brand blevet sigtet for lovovertrædelser, der "er til fordel for Rusland."
Fem mænd i England er blevet sigtet for at udføre gerninger, der er til Ruslands fordel.
Det siger britisk politi ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Blandt de fem mænd er en 20-årig britisk statsborger, der lørdag blev sigtet for at overtræde en national sikkerhedslov, der blev indført sidste år.
Den 20-årige er blevet sigtet, efter han menes at have været med til en brandstiftelse på en ukrainskejet virksomheds lagerhus i marts.
Retten i Storbritannien vurderede, at hans gerninger "sandsynligvis vil være til gavn for Rusland."
En 22-årig britisk statsborger er ifølge mediet BBC også blevet sigtet i sagen.
Han er ifølge Reuters sigtet for at modtage materielle goder fra en udenlandsk efterretningstjeneste samt brandstiftelse på lagerhuset.
De to mænd er de første, der bliver sigtet for overtrædelser af sikkerhedsloven fra 2023.
En 21-årig og en 60-årig er desuden blevet sigtet for brandstiftelse, mens en 22-årig er sigtet for at tilbageholde information om terrorisme til politiet.
Den britiske udenrigsminister, David Cameron, udtrykker fredag sin bekymring over sagen.
- Jeg er dybt bekymret over anklagerne om, at britiske statsborgere udfører kriminelle aktiviteter på Storbritanniens jord for som er til gavn for den russiske stat, skriver han på det sociale medie X.
Han skriver desuden, at man vil bruge retssystemets fulde kraft til at holde enhver, der bliver kendt skyldig i lovovertrædelser med forbindelse til udenlandsk efterretningstjenester, til ansvar.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde