Flertal af israelere vil have en palæstinensisk stat
Et lille flertal af israelerne ser gerne, at palæstinenserne får deres egen selvstændige stat. Men de har ikke høje forhåbninger om en fredsaftale, viser en ny meningsmåling.
I målingen, som er offentliggjort i avisen Hayom, blev deltagerne spurgt, om de "støtter idéen om to stater for to folk, altså oprettelsen af en palæstinensisk stat uafhængig af Israel".
Knap 54 procent svarer, at de støtter idéen, mens 38 procent afviser den. Resten ønsker ikke at svare.
Mere end halvdelen af deltagerne tror imidlertid ikke på, at der kommer en fredsaftale med palæstinenserne, og 55 procent ser ikke palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, som en "partner for fred".
På spørgsmålet om planerne for nye israelske bosættelser på Vestbredden er israelerne splittet. 43,4 procent støtter nye israelske boliger i det besatte område, mens 43,5 procent foretrækker, at byggeriet indstilles.
Der er valg i Israel 22. januar, og under valgkampen har flere partier på den yderste højrefløj talt åbent om at annektere Vestbredden, som Israel har besat siden seksdageskrigen i 1967.
Området huser i dag knap 500.000 israelske bosættere såvel som 1,7 millioner palæstinensere. Bosættelserne er dog erklæret ulovlige af det internationale samfund.
Flere meningsmålinger viser, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, fra det højreorienterede Likud-parti formentlig vil få fornyet opbakning til sin samlingsregering i ved kommende valg.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned