Trods milliarder af dollar i bistand har USA et meget blakket renommé i Pakistan. Det er så dårligt, at den pakistanske modstand mod USA ikke er overgået af de 22 andre lande, som indgår i en årlig global meningsmåling foretaget af Pew Research.
I undersøgelsen svarer 59 procent af de adspurgte pakistanere, at de anser USA for at være en fjende. 17 procent har et positivt syn på USA, mens bare 11 ser USA som en allieret.
Otte procent af pakistanerne har tillid til, at præsident Barack Obamas udenrigspolitik er den rette - det laveste tal blandt de 22 lande, som undersøgelsen dækker.
Tilliden er dog heller ikke stor til landets egen præsident, Asif Ali Zardari. Kun 20 procent har et positivt syn på ham, mod 64 procent for to år siden.
Også den USA-ledede krig i Afghanistan møder stor modstand blandt pakistanerne. 65 procent mener således, at Nato-styrkerne burde trække sig ud så hurtigt som muligt.
Omvendt ser pakistanerne ikke målet for invasionen i Afghanistan - Taliban og al-Qaeda - som den store trussel. 25 procent mener, at det er skidt, hvis Taliban vinder magten tilbage i nabolandet, mens det vil glæde 18 procent af pakistanerne. 57 procent er ligeglade eller svarer ved ikke.
Bekymringen for, at Taliban eller al-Qaeda skal overtage kontrollen i Pakistan, er desuden dalende blandt landets indbyggere. 54 procent ser Taliban som en alvorlig trussel mod 73 procent sidste år. Mens følelsen af, at al-Qaeda er en trussel, er faldet fra 61 til 38 procent på et år.
2000 pakistanere har deltaget i undersøgelsen, som fandt sted fra 13. til 28. april.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet