Floridas guvernør underskriver stramning af våbenlov
Floridas guvernør, Rick Scott, har underskrevet en stramning af statens våbenlov. Foto: Reuters/Colin Hackley
Reuters/Colin Hackley
Florida har fredag vedtaget en lov, der blandt andet betyder, at man skal være 21 år for at købe skydevåben.
Floridas republikanske guvernør, Rick Scott, satte fredag sin underskrift på et lovforslag, der strammer våbenlovgivningen i den amerikanske delstat.
Dermed har Florida officielt vedtaget den nye lov, der har fået navn efter Marjory Stoneman Douglas High School. Det var her, at 17 personer i februar blev dræbt i et voldsomt skoleskyderi.
Loven betyder, at man fremover skal være 21 år for at købe rifler i staten. Det var i forvejen minimumsalderen for at købe pistoler.
Der bliver samtidig indført en tre dages venteperiode fra køb til udlevering af våben. Derudover tillader den nye lov, at særligt trænet, udvalgt personale på offentlige skoler kan få lov til at være bevæbnet.
Lovforslaget blev tidligere på ugen stemt igennem i både Floridas senat og i Repræsentanternes Hus. Dermed manglede blot guvernørens underskrift.
Skoleskyderiet i Florida 14. februar har fået debatten om USA's våbenlov til at blusse op på ny. Ofrenes familier og venner har i stor stil opfordret de amerikanske politikere til at stramme landets våbenlov.
Guvernør Rick Scott stod også sammen med familiemedlemmer fra den ramte high school, da han fredag underskrev lovforslaget.
- I dag bør tjene som et eksempel til hele landet på, at lovgivere kan og bør tage hurtige beslutninger, siger Rick Scott.
Med loven bliver der også afsat 400 millioner dollar til arbejde med mental sundhed og til at sikre sikkerheden på de amerikanske skoler.
Blandt de ting, som tilhængere af stramninger formentlig savner i lovforslaget, er et forbud mod rifler af den type, der blev brugt ved skoleskyderiet på Marjory Stoneman Douglas High School.
Gerningsmanden brugte en semiautomatisk AR-15-riffel til at skyde og dræbe 17 mennesker. Han købte riflen lovligt som 18-årig.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde