Et specialbygget schweizisk fly har formået at flyve en tur på 480 kilometer ved hjælp af solenergi.
Det gik ikke så hurtigt, da turen tog 13 timer, men til gengæld brugte det altså ikke brændstof.
Flyet hedder Solar Impulse og er et projekt, der har Bertrand Piccard som leder. Han har også været med til at sætte projektet i gang.
- Det er vidunderligt, sagde han, da flyet landede i Bruxelles efter Solar Impulses første internationale flyvning.
Det er et lille fly, der blot har plads til en pilot.
Det lettede stille og roligt fra Payerne i Schweiz med piloten Andre Borschberg ved styrepinden.
- Målet er at demonstrere, hvad vi kan gøre med den eksisterende teknologi, når det gælder vedvarende energi og energibesparelser, sagde piloten per telefon til nyhedsbureauet Reuters, da han var i luften.
Turen til lufthavnen i Bruxelles gik over Frankrig og Luxembourg i en højde af 3600 meter.
Flyet, der har 12.000 solceller, fløj første gang i april 2010. Tre måneder senere lykkedes det flyet at holde sig hele 26 timer i luften.
Solar Impulse har nu gennemført fem flyvninger, hvoraf den ene altså var international.
Med en gennemsnitsfart på 70 kilometer i timen er Solar Impulse ikke direkte en trussel for producenterne af passagerfly som Boeing og Airbus, som flyver langt hurtigere.
Folkene bag projektet erkender også, at det kan være svært at få så langsomt et fly til at passe ind i dagens kommercielle trafik.
Projektet med solenergiflyet begyndte i 2003. Det er planen at en større udgave af flyet i 2013 skal flyve Jorden rundt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker