Fly kan igen lande i Nairobi efter stor brand.

De første internationale fly landede igen torsdag i Nairobi, efter en stor brand hærgede den internationale terminal dagen forinden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved midnat torsdag ventes resten af trafikken at være normaliseret.

I stedet for at bruge den nedbrændte internationale terminal, fik Kenya Airways-fly fra London og Bangkok lov til at lande i indenrigsterminalen tidligt torsdag morgen, siger Eric Kiraithe, sikkerhedschef i Jomo Kenyatta International Airport.

Ind til nu er lufthavnen kun blevet benyttet af internationale fly fra Kenya Airways, men torsdag ved midnat vil alle andre internationale flyvninger blive genoptaget, siger transportminister Michael Kamau.

Allerede onsdag aften blev fragt- og indenrigsflyvninger ud af lufthavnen genoptaget.

Kamau siger, at en midlertidig terminal vil blive sat op i de kommende dage, indtil terminal fire, som lige nu er under konstruktion og sat til at være færdig til marts 2014, er klar.

Årsagen til branden, som tog omkring fire timer at slukke, er endnu ikke fundet.

Transportminister Kamau mener, at grunden til, at branden tog så lang tid at få bugt med, var, at brandbilerne ikke fungerede, så vand til brandslukningen måtte køres ind i lastbiler.

Kenyanske medier kritiserer dog samstemmigt den langsomme reaktion på branden. Blandt andet skriver The Standard Newspaper, at beredskabsmyndighederne var uforberedte og kalder den langsomme håndtering af branden utilgivelig.

Jomo Kenyatta International Airport er Østafrikas vigtigste lufthavn, hvor der hver dag lander mange langdistancefly, som forbinder landene i hele regionen.

16.000 passagerer går igennem lufthavnen hver dag.

/ritzau/AFP