Fly styrtet ned i Nepal med dansker om bord
Foto: Prakash Mathema /Scanpix
Prakash Mathema /Scanpix
Et fly med 18 personer om bord er styrtet ned i Nepal kort efter at være lettet. Med om bord var en dansk statsborger, bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice.
Flyet forsvandt omkring et kvarter efter at være lettet fra lufthavnen i Pokhara i den nordlige del af det asiatiske land.
- En af passagererne er fra Danmark. Resten af passagerne er fra Nepal, siger en lokal talsmand Ram Hari Sharma til nyhedsbureauet AFP.
Ifølge det lokale medie ekantipur.com er flyet styrtet ned i Khidim-junglen, der ligger i distriktet Argakhanchi omkring 220 kilometer vest for hovedstaden Kathmandu.
Omkring 150 nepalesiske politifolk leder i øjeblikket efter det nedstyrtede fly til fods. Eftersøgningen med helikoptere er indstillet på grund af dårligt vejr.
Inden flyet styrtede ned, blev der set flammer fra flyet, da det fløj over junglen Khidim, skriver ekantipur.com. En redningshelikopter var dog ikke i stand til at finde nedstyrtningsstedet, inden redningsaktionen fra luften blev indstillet.
Flyet havde 14 voksne passagerer, et spædbarn og tre besætningsmedlemmer med om bord.
Det lille fly er fra Nepal Airlines. Det lettede fra lufthavnen i Pokhara klokken 13.30 lokal tid og forsvandt 15 minutter senere, da flyvelederne i kontroltårnet mistede kontakten med flyets pilot.
Efter planen skulle flyet være fløjet til byen Jumla, der ligger omkring 350 kilometer vest for hovedstaden Kathmandu.
I de senere år er det bjergrige land blevet ramt af flere flystyrt, der blandt andet er sket på grund af dårlig vedligeholdelse af flyene samt uerfarne piloter.
For to år siden slap to danskere mirakuløst med livet i behold, da deres fly styrtede ned ved den vanskeligt tilgængelige lufthavn ved byen Jomsom, der er et populært område for vandrere i bjergområdet Annapurna.
15 ud af 21 personer om bord på flyet blev dræbt.
EU sortlistede i december alle Nepals flyselskaber på grund af dårlig sikkerhed, og man forbød dem samtidig at flyve til lande i EU.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet