Flygtende russere frygter forandringer til en totalitær stat
Viktor Sakarov, 35 år, er kommet til Finland med sin partner og tre børn. Han planlægger at rejse videre til Israel. Foto: Alessandro Rampazzo/Ritzau Scanpix
Russere holder i kø for at krydse grænsen til Finland. De frygter, at der er noget slemt på vej i deres land efter mobiliseringen.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Russere er hastet mod den nordvestlige del af deres land for at krydse grænsen til Finland ved grænseovergangen Vaalimaa.
På denne tågede morgen holder snesevis af biler i kø og venter på at komme frem. De har alle russiske nummerplader.
Mange af russerne står uden for deres biler. Puffer utålmodigt på cigaretter.
- Mange mennesker er bange, siger Oleg.
Han ejer en bar i Moskva, Ruslands hovedstad. Nu er han lige kommet over på den finske side af grænsen.
Annonce
- Mobiliseringen er første tegn på, at noget værre måske kan ske.
Han frygter, at grænserne til Ruslands nabolande måske "lukker for altid".
En lang kø af russiske biler venter i tågen på at komme ind i Finland og væk fra Putins mobilisering. Foto: Alessandro Rampazzo/Ritzau Scanpix
At russerne kommer til at leve i "en totalitær stat, hvor de ikke kan gøre noget overhovedet".
- Jeg bor i et land, der synker en lille smule hver dag.
For en uge siden holdt Ruslands præsident, Vladimir Putin, tale til nationen. Her sagde han, at der kommer en delvis mobilisering. 300.000 reservister indkaldes til hæren og skal sættes ind i Ukraine.
Mobiliseringen er i fuld gang og falder sammen med, at Rusland har gennemført en hurtig folkeafstemning i fire områder, som kontrolleres af Rusland i Ukraine.
Ifølge de lokale myndighederne har indbyggerne med et flertal på næsten 100 procent sagt ja til at blive annekteret af Rusland.
Det har øget spændingerne, og folkeafstemningerne kritiseres internationalt.
Det antages, at de indkaldte reservister skal til Ukraine og slås mod den ukrainske hær i de fire områder, Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson.
Den 23-årige Ivan er kommet til den finske grænse uden visum. Han vil nu søge om asyl for at komme væk fra Rusland. Foto: Lehtikuva/Reuters
Mobiliseringen har ført til, at mange russiske mænd prøver at komme til udlandet og væk fra mobiliseringen.
Annonce
I Finland sagde myndighederne i mandags, at der i weekenden var kommet 17.000 russere til Finland. Det højeste antal i en weekend i år.
Den 23. september sagde regeringen, at den er på vej med skrappere restriktioner for russere for at komme ind i Finland.
Restriktionerne er ikke trådt i kraft endnu, men grænsemyndighederne siger, at de kan indføre dem med kort varsel.
Viktor Sakharov har krydset grænsen med sin partner og deres tre børn. Han fortæller, at han har fem venner, der også har forladt Rusland efter mobiliseringen.
Den 35-årige forsker fra Sankt Petersborg har ingen militær baggrund og er ikke en del af mobiliseringen. Men han frygter, at det kan ændre sig.
- Hvis du ikke er klar i dag, kan du måske være det i morgen og så sendes i hæren.
Han og familien kørte nogle timer for at komme til grænsen. Her ventede de i halvandet døgn, før de kom til Finland.
De vil til Israel, men selv om de er ude af Rusland, er de nervøse.
- Følelsen af frihed er ikke kommet endnu på grund af mange søvnløse nætter og nedpakningen. Og for at være ærlig, så er det hele ikke klart endnu.
Vadim, en statsansat russer, er kommet til grænsen med bus. Hans mor passer foreløbig hans lejlighed.
Annonce
- Jeg har hørt om mange unge mænd, der ikke har haft mulighed for at rejse på grund af mobiliseringen.
De er, som han siger, blevet "deporteret".
Selv har han krydset grænsen.
- Jeg kan ikke sige, jeg er glad. Det kan jeg ikke være med den situation, verden er i.
/ritzau/
Russisk indrejse til Finland
* EU har besluttet at stramme reglerne for russiske statsborgeres muligheder for at få turistvisum til EU. EU-landene har ikke været enige om sagen. Finland er blandt de lande, der har presset på for at indføre et generelt forbud mod turistvisum til russere.
* Foreløbig er EU blevet enige om at suspendere en aftale fra 2007, der gjorde det billigere og hurtigere for russere at få visum til Schengen-landene.
* Den 23. september meddelte den finske regering, at den er på vej med nationale restriktioner, som skal bremse russeres indrejse til Finland.
* Finland har en 1300 kilometer lang grænse med Rusland. Grænsen er i dag markeret med et træhegn, der sikrer, at husdyr ikke vandrer fra det ene land til det andet.
* I juli vedtog Finlands parlament, at der skal bygges et mere robust grænsehegn.
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring