Flygtningehjælp: Folk sover på vejene uden for Damaskus
De palæstinensiske flygtninge, der i tusindvis strømmer ud fra flygtningelejren Yarmouk syd for den syriske hovedstad Damaskus, har desperat mangel på steder at tage hen.
- Folk er flygtet i hundredvis, i tusindvis, fra flygtningelejren over de sidste to dage. Der er ikke nogen, der kan give præcise tal på, hvor mange der er flygtet, men vi snakker om tusinder af flygtninge, siger Charlotte Kjørup, leder af Dansk Flygtningehjælps indsats i Syrien.
Hun fortæller, at mange af hendes syriske kolleger kommer forbi området omkring flygtningelejren, når de skal på arbejde i Damaskus om morgenen.
- Der har det været sådan de sidste to dage, at folk sover simpelthen på vejene, siger Charlotte Kjørup.
I weekenden bombarderede syriske kampfly Yarmouk fra luften, fordi oprørere har indtaget lejren.
Dansk Flygtningehjælp er en ud af kun syv internationale organisationer, der har fået tilladelse af det syriske styre til at hjælpe de mennesker, der er påvirket af krigen eller er tvunget til at forlade deres hjem på grund af den blodige konflikt.
Men det er vanskeligt for organisationerne at finde et midlertidigt tag over hovedet til de mange palæstinensere, der flygter fra Yarmouk-lejren nu, fordi der på forhånd er fyldt op mange steder af internt fordrevne syrere.
- Damaskus er lige nu beboet af alle de syrere, der selv har været tvunget til at flygte fra deres hjem på grund af den voldelige konflikt. Det er ikke så nemt at få de palæstinensiske flygtninge ind de samme steder som syrerne lige nu, fortæller Charlotte Kjørup.
Der findes ikke præcise tal på, hvor mange palæstinensiske flygtninge der bor i den store Yarmouk-lejr, men ifølge Dansk Flygtningehjælp er det omkring 1,2 millioner mennesker.
FN's officielle tal for flygtninge i lejren er dog noget lavere, nemlig 112.000. Reuters skriver, at Syrien har omkring en halv million palæstinensiske flygtninge, hvoraf de fleste bor i Yarmouk.
Yarmouk er den ældste palæstinensiske flygtningelejr i regionen.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde