Flyselskab mister kontakt med passagerfly mod Algeriet
Flyselskabet Air Algerie har mistet kontakten til et passagerfly med omkring 110 om bord en time efter, at flyet lettede fra Burkina Faso, skriver nyhedsbureauet AFP.
Flyet var på vej mod Algeriet, da flylederne af ukendte årsager mistede kontakten til det.
- Luftfartstjenesten har mistet kontakten med et Air Algerie-fly, der torsdag fløj fra Ouagadougou til Algier, 50 minutter efter flyet lettede, lyder det fra flyselskabet ifølge nyhedsbureauet APS.
Der er forskellige meldinger om flytypen. En embedsmand fra Algeriet oplyser til Reuters, at der er tale om et passagerfly af typen Airbus A320, mens en ansat i flyselskabet fortæller AFP, at det er et McDonnel Douglas DC-9. Begge fly har plads til omkring 110 passagerer.
Flyet har angiveligt flynummer AH5017, skriver nyhedsbureauet AFP. Nationaliteterne på passagererne er ikke offentliggjort - men en ansat i flyselskabet fortæller til Reuters, at der var mindst 50 franskmænd om bord på det forsvundne fly.
Alle seks besætningsmedlemmer var spaniere, oplyser den spanske pilot-union ifølge dpa.
Den anonyme kilde fra flyselskabet fortæller, at flyet var tæt på grænsen til Algeriet, da man mistede kontakten med det.
- Flyet var ikke langt fra grænsen til Algeriet, da besætningen blev bedt om at flyve en omvej på grund af dårlig sigtbarhed - for at forhindre risikoen for kollision med et andet fly på ruten. Man mistede kontakten med flyet efter kursskiftet, fortæller den ansatte ifølge AFP.
Flyselskabet Air Algerie har indledt en beredskabsplan med eftersøgning af det forsvundne fly, som flyver den fire timer lange rute fra Burkina Faso til Algeriet fire gange om ugen.
Air Algerie blev i 2003 ramt af en tragisk ulykke, da et Boeing 737 styrtede ned i det sydlige Algeriet, kort efter flyet var lettet fra Tamanrasset i Sahara-ørkenen. 102 mennesker blev dræbt i ulykken, som kun en person overlevede.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned