Flytrafik ventes normal torsdag

Efter tusindvis af aflyste flyafgange på grund af det islandske vulkanudbrud ventes flytrafikken i Europa at være tilbage på normalt niveau torsdag. Det vurderer den europæiske flykontrol, Eurocontrol, over for nyhedsbureauet AFP.

- Hvis tingene fortsætter som nu, og vulkanen ikke vil sprede aske til Europa, vil vi formentlig være tilbage til normal drift torsdag, siger Eurocontrol-direktør Bo Redeborn.

Eurocontrol koordinerer flytrafikkontrollen over hele Europa.

Mandag blev omkring 70 procent af de sædvanlige flyafgange i Europa aflyst. Af de ca. 28.000 fly, der skulle have fløjet, kom kun 8700 på vingerne.

- Hvis 30 procent af flyene var i drift i dag, kan vi måske forvente at have yderligere 10-15 procent i gang igen i morgen, og måske endnu 10-15 procent dagen efter det, siger Bo Redeborn.

Han tilføjer, at der fortsat vil være en flyveforbudszone, hvor koncentrationen af vulkanaske menes at være farlig for flymotorer.

EU besluttede tidligere på aftenen at lempe på det massive flyveforbud i Europa, så der gradvist vil komme flere fly i luften de kommende dage.

Flere lande, herunder Italien, Storbritannien, Belgien og Holland, ventes tirsdag at begynde at åbne deres luftrum helt eller delvist.

Vulkanen Eyjafjallajökull sendte mandag ikke aske så højt op i luftrummet, at den blev ført med jetstrømmen mod Europa. Asken blev kun sendt op i cirka 200 meters højde.

Meteorologer venter, at asken i det europæiske luftrum vil forsvinde inden for de næste to-tre dage.

/ritzau/AFP

Flytrafikken i Europa ventes at være normal igen torsdag, vurderer den europæiske flykontrol, Eurocontrol. Mængden af aske fra vulkanen i Island er aftaget.

Offentliggjort Sidst opdateret