Dagen før det tyske forbundsdagsvalg tager myndighederne ingen chancer, nu da der også er dukket en tysksproget trusselsvideo fra Taliban op.
I forvejen er sikkerhedsberedskabet i top, fordi et tysk al-Qaeda-medlem i flere videoer har truet tyske vælgere med en "brat opvågnen", hvis de søndag stemmer på partier, som vil forlænge krigen i Afghanistan.
Bayern har netop indført et flyveforbud over den igangværende Oktoberfest. Det kommer til at gælde, så længe Tysklands største folkefest varer, efter at et lavtflyvende fly torsdag udløste bekymring blandt gæsterne og en sand telefonstorm hos politiet i München.
- Vi opfatter et flyveforbud som påkrævet i den aktuelle sikkerhedssituation, siger Bayerns indenrigsminister, Joachim Hermann, ifølge nyhedsbureauet dpa.
Også i Berlin-lufthavnen Schönefeld skabte terrortruslerne fredag panik, og lufthavnspolitiet afspærrede en hel terminal, da der blev fundet en efterladt kuffert.
- Først på grund af jeres indsats her mod islam bliver et angreb på Tyskland fristende for os mujahedin. Det er kun et spørgsmål om tid, inden jihad river de tyske mure ned, siger en talibaner ved navn Ajjub på tysk i den seneste video, der dukkede op fredag aften.
I videoen vises billeder af netop Oktoberfest, Hamburgs hovedbanegård, Kölns domkirke og Brandenburger Tor i Berlin samt den tyske forsvarsminister Franz Josef Jung og indenrigsminister Wolfgang Schäuble. Det er første gang, at konkrete mål for anslag vises i sådan en video, og en talsmand for Schäubles ministerium siger til dpa, at truslen bliver taget meget alvorligt.
- Det her er den mest konkrete trusselsvideo, som nogensinde er blevet rettet mod Tyskland, siger en tysk sikkerhedskilde til Spiegel Online.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker