FN advarer mod at glemme aids

En flok aktivister overtog for en kort bemærkning spotlyset ved den internationale aidskonference, der søndag åbnede i Østrigs hovedstad, Wien.

De bar skilte med krav om, at verdens lande fortsat bruger penge på kampen mod aids.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, roser de fremskridt, der er sket i kampen mod sygdommen, men understreger samtidig, at det er vigtigt at prioritere indsatsen højt.

- Vi må sikre, at fremgangen ikke vender, sagde Ban i en videomeddelelse.

Som et resultat af den globale finanskrise bruger en del regeringer færre penge på aidsbekæmpelse end tidligere.

I G8-landene og andre rige lande er det beløb, der bruges til aidsbekæmpelse, faldet en smule. I 2009 blev der brugt 7,6 milliarder dollar, sammenlignet med året før, hvor beløbet var 7,7 milliarder.

Lederen af Det Internationale Aids Samfund, Julio Montaner, langede ud efter de politiske ledere, der sparer på aidsbekæmpelsen.

- Lad mig minde jer om, at i løbet af det seneste år havde de samme ledere ingen problemer med at finde penge med kort varsel til at redde deres venner i erhvervslivet og de grådige bankfolk på Wall Street, men når det gælder global sundhed, er pungen altid tom, sagde Montaner.

Over 20.000 forskere, politikere og græsrodsaktivister ventes at deltage i den seks dage lange konference.

/ritzau/AFP

Den 18. internationale aidskonference åbnede søndag i Wien. FN's generalsekretær advarer mod at slække på indsatsen mod sygdommen.

Offentliggjort Sidst opdateret