FN advarer om voksende koleraepidemi i Haiti
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, advarer om, at Haiti har svært ved at håndtere den koleraepidemi, der har kostet tusinder livet, mens forholdene i teltlejrene forværres, i takt med at hjælpeorganisationer forlader landet på grund af pengemangel.
I en rapport til Sikkerhedsrådet skriver generalsekretæren, at antallet af koleratilfælde er steget, siden regntiden begyndte tidligt i marts, og Verdenssundhedsorganisationen WHO vurderer, at tallet kan nå op på 112.000 tilfælde i 2012.
Koleraepidemien har gjort omkring 600.000 syge og dræbt mere end 7400 i det fattige caribiske land siden oktober 2010. Flere haitianere anklager nepalesiske FN-soldater for at være skyld i epidemien, efter latriner i deres lejr forurenede en flod.
- Epidemiens genopblussen er særlig bekymrende, da hjælpeorganisationerne, der hjalp i begyndelsen, er på vej væk, siger Ban Ki-moon.
- Som konsekvens heraf er støtten til overdragelsen af ansvaret til det nationale sundhedsministerium blevet mindre lige som mulighederne for effektivt at behandle koleratilfældene, tilføjer han.
Kolera er en infektion, der giver alvorlig diarré og kan medføre dehydrering og død. Sygdommen findes i områder med dårlig sanitet og kan behandles med rent drikkevand.
Haiti kæmper stadig med at komme sig efter jordskælvet, der ramte landet i 2010 og dræbte omkring 300.000 og gjorde mere end 1,5 millioner hjemløse.
Ifølge FN lever 390.000 haitianere stadig i teltlejre.
- Levevilkårene i teltlejrene er forværret i takt med, at humanitære organisationer har trukket sig ud af landet blandt andet på grund af manglende økonomisk støtte, siger Ban Ki-moon.
- Haitianere, der lever i teltlejre, hvor sanitetsforholdene er utilstrækkelige, er ekstremt sårbare. Over 230.000 hjemløse vil stadig bo i lejrene ved udgangen af 2012, vurderer FN.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker