FN annoncerer en 72-timers våbenhvile i Yemen fra torsdag
USA og Storbritannien forsøgte på et møde i London søndag at lægge yderligere pres på de stridende parter i Yemen. Her ses John Kerry, Boris Johnson og Ismail Ould Cheikh Ahmed. Foto: AP/Justin Tallis
AP/Justin Tallis
Regeringen i Yemen har accepteret en våbenhvile med oprørerne, efter at FN har lagt pres på parterne.
En 72-timer lang våbenhvile i Yemen træder i kraft onsdag klokken 23.59 lokal tid med mulighed for forlængelse.
Det oplyser FN's særlige udsending til Yemen, Ismail Ould Cheikh Ahmed, i en erklæring natten til tirsdag dansk tid.
- Den særlige udsending hilser en indstilling af fjendtlighederne velkommen. Den vil redde det yemenitiske folk for yderligere blodsudgydelser og give mulighed for levering af humanitær hjælp, oplyser FN.
Udmeldingen kommer, efter at Yemens udenrigsminister, Abdel-Malek al-Mekhlafi, tidligere mandag sagde, at Yemen er parat til at acceptere en 72-timers våbenhvile.
FN har presset på, i håb om at den Iran-støttede Houthi-bevægelse og præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis' hær vil indstille kamphandlingerne.
Blandt andet USA og Storbritannien forsøgte på et møde i London søndag at lægge yderligere pres på de stridende parter.
Nu har regeringen accepteret en våbenhvile.
Præsidentens hær bliver støttet af Saudi-Arabien, som for nylig tog skylden for et meget voldsomt luftangreb mod en begravelse.
Flere end 140 mennesker blev dræbt, og adskillige hundrede blev såret.
Saudi-Arabien greb ind i nabolandet Yemen i foråret 2015 for at støtte regeringen.
Præsident Abd-Rabbu Mansour Hadis blev tvunget på flugt, da houthierne overtog landet.
Houthierne er ikke kun støttet af Iran. De støttes også af den tidligere præsident Ali Abdullah Saleh og hans styrker.
Næsten 6900 mennesker meldes dræbt under borgerkrigen, der har stået på i et par år.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde